Af Jeppe Elkjær Andersen - 03/11-17 17:07

Inger Støjberg tvunget til at flygte fra asylcenter: Kvinde kastede sig efter bilenInger Støjberg tvunget til at flygte fra asylcenter: Kvinde kastede sig efter bilen

Den danske Udlændinge- og Integrationsminister havde en ubehagelig oplevelse i et asylcenter fredag eftermiddag.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). ARKIVFOTO. (Billede: Liselotte Sabroe)

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg måtte fredag eftermiddag evakueres fra et asylcenter i Nordsjælland, hvor ministeren var på besøg. Evakueringen fandt sted, da en større menneskehob skabte en ophedet stemning omkring ministeren.

Nu er Inger Støjberg selv gået på Facebook og kommenteret sagen, som DR først beskrev.

Det var på Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland, hvor Inger Støjberg var på et besøg med DR-programmet 21 Søndag sammen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. De to skulle mødes med en familie på centeret.

Efterfølgende udviklede situationen sig dramatisk, da stemningen blev ophidset blandt en gruppe personer, der ventede på Støjberg.

Journalist på DR Martin Torpe, der var til stede, fortæller, hvad der skete:

»Nogle råber og hiver fat i hende. Til sidst bliver hun ført hen til ministerbilen. Så samles flere om ministerbilen for at forhindre hende i at køre væk. En kvinde, der har været meget ophidset, kaster sig op på køleren, mens bilen er i bevægelse,« siger han og forklarer, at det hele gik meget stærkt.

Nu er Inger Støjberg selv gået på Facebook for at beskrive hændelsen. Her skriver hun:

'Jeg var i dag inviteret til at besøge Udrejsecenter Sjælsmark sammen med Danmarks Radio og Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten. Efter vi havde talt med en familie, der er afviste asylansøgere og som skal udsendes af Danmark, kom vi udenfor hvor omkring 40 mennesker havde samlet sig. Her udviklede situationen sig voldsomt, da gruppen blev meget ophidset. Det hele endte med, at jeg blev evakueret ud af centret.'

Hun slutter sit opslag med at takke sine livvagter og chauffør, for uden dem, mener ministeren, kunnet det være endt helt anderledes.

'Jeg vil gerne sige både livvagter og ministerchaufføren en meget stor tak for indsatsen. Uden jer kunne det være endt helt anderledes galt.'

Nordsjællands Politi er gået ud med en pressemeddelelse om episoden. Her skrives, at der opstod 'tumult blandt nogle af beboerne' i forbindelse med Støjbergs besøg.

Inger Støjberg blev hurtigt ledt til sin ministerbil af sikkerhedsfolk på stedet. Og politiet måtte også skride ind i situationen.

'Inden bilen kørte fra stedet, forsøgte nogle beboere at hægte sig på den. De blev fjernet af Nordsjællands Politi, hvorefter ministerbilen kørte ud fra Center Sjælsmark. Inger Støjberg er ikke kommet til skade i forbindelse med episoden,' skrives det.

Politiet oplyser samtidig, at en person er kommet til skade ved episoden, men kommer ikke nærmere ind på, hvem eller hvad. Desuden oplyser politiet, at man nu er i gang med at undersøge sagen nærmere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx