21/09-17 18:54

Elbæk: Vi sender ikke skattelypenge tilbageElbæk: Vi sender ikke skattelypenge tilbage

Alternativets leder, Uffe Elbæk, skriver på Facebook, at partiet har overset skattelypenge i sikkerhedstjek.

storybild

København. Alternativets leder, Uffe Elbæk, skriver på Facebook, at det er "max ærgerligt", at partiet i valgkampen i 2015 modtog 450.000 kroner fra de to skattelylande Gibraltar og Luxembourg.

Men selv om partilederen erkender, at man har modtaget skattelypenge, mener han ikke, at pengene nu skal leveres tilbage.

- Nu er der måske nogen, som vil spørge, om vi vil sende pengene tilbage?

- Det gør vi ikke. For det er da langt bedre, at de er blevet brugt på den grønne omstilling i Danmark end i et skattelyland. Pengene er i øvrigt også brugt for længst – og vi synes ikke pengene skal tages fra vores medlemmer, skriver Elbæk.

Partilederen undskylder overførslen med, at der ikke har været en ordentlig sikkerhedsprocedure.

- Vi må bare konstatere, at vores sikkerhedstjek dengang simpelthen ikke var dybt nok. Det skal vi selvfølgelig gøre alt for ikke er tilfældet fremadrettet, skriver Elbæk.

Det er Ekstra Bladet, der har afsløret, at partiet har modtaget de over 400.000 kroner.

Pengene blev doneret personligt af den danske rigmand og iværksætter Ditlev Bredahl, som bor i London. 299.950 kroner gik til landsorganisationen, og 150.000 kroner gik til en storkreds.

Partiets presseafdeling har bekræftet, at den har modtaget pengene.

Ifølge Elbæk fandt partiet først ud af overførslen i sidste uge, da netmediet Journalista skrev om det.

- Derfor bad vi straks vores bank undersøge sagen, hvor det blev bekræftet, at pengene ganske vist kom fra en konto i Arbejdernes Landsbank.

- Men nu viser det sig, at de oprindeligt kom fra Gibraltar og Luxembourg. Hvilket vi på ingen måde vidste, da vi modtog dem (fordi de som sagt blev udbetalt fra en dansk bank), skriver han.

Partiets landsorganisation vil nu kontakte ulandsorganisationen Ibis for at få en praksis, hvor der i fremtiden tages højde for skattelypenge.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx