06/12-17 09:35; Opdateret: 06/12-17 10:14

Løkke hidkalder Thulesen til snak om fastfrosne forhandlingerLøkke hidkalder Thulesen til snak om fastfrosne forhandlinger

DF-formand fastholder at adskille forhandlingerne om en skatteaftale og en finanslov for næste år.

storybild

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil adskille forhandlingerne, så der kan komme en finanslov for næste år, så der kan indkræves skat og udbetales løn til dem, der er afhængig af finansloven. Scanpix/Keld Navntoft/arkiv

København. Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er onsdag til møde i Statsministeriet med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om de fastfrosne forhandlinger om skatteaftale og finanslov.

- Jeg kan ikke afvise, at der er noget stædighed, der lige skal behandles i kroppen, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

- Når man så får sovet på det, tror jeg, man kan se, at det Dansk Folkeparti har foreslået, er det mest rigtige.

Dermed er debatten om, hvordan forhandlingerne skal fortsætte flyttet fra Finansministeriet til Statsministeriet.

DF-formanden vil adskille forhandlingerne, så der kan komme en finanslov for næste år, så der kan indkræves skat og udbetales løn til dem, der er afhængig af finansloven.

Men det afviste finansminister Kristian Jensen (V) tirsdag aften efter støttepartiets direkte opfordring om at adskille forhandlingerne.

- Noget så tungt som en finanslov og en skatteaftale har indvirkning på hinanden. Derfor mener vi, at det skal forhandles sammen, og at det er realistisk.

- Vi er klar til at arbejde nat og dag, siger Kristian Jensen.

Sent i aftes lykkedes det Jyllands-Posten at fange Kristian Thulesen Dahl, der fastholdt, at finansloven bliver taget som gidsel.

Spørgsmål: Du lyder endog mere bestemt end tidligere i dag. Måske irriteret over, at regeringen ikke lytter til din klare opfordring, spurgte Jyllands-Posten.

- Nej, men jeg synes, regeringen bør overveje tingene nøje. Det er deres finanslovsforslag, som vi tilbyder at få stemt hjem. Vi har ikke været ublu, sagde Kristian Thulesen Dahl.

- Men at de vil tage deres egen finanslov som gidsel, det er meget paradoksalt. Men jeg er sikker på, at når de får tænkt grundigt over det, så anerkender de også, at vi har en interesse i at lande en finanslov.

Der kommer en finanslov og en skatteaftale, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), da DR og TV2 News fanger ham.

- Vi har ikke noget imod, at der kommer udlændingestramninger, hvis de overholder konventionerne.

Han afviser, at der er krise, da det er "meget normalt, at man stiller nogle krav op, når man forhandler".

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx