Af Ritzau - 12/06-17 13:35; Opdateret: 12/06-17 14:25

Støjberg skal grilles om ulovlig instruks igen i næste ugeStøjberg skal grilles om ulovlig instruks igen i næste uge

23. juni skal Inger Støjberg i samråd om ulovlig instruks igen. Det første samråd varede fem timer.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) er allerede blevet grillet i fem timer i sag om ulovlig instruks. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Datoen for det næste samråd er fundet i sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige instruks om at adskille mindreårige asylansøgere fra deres ældre ægtefæller i landets asylcentre.

Fredag 23. juni skal parterne ud i runde to.

Datoen bekræfter flere kilder over for Ritzau. Men der er fortsat uenighed om formatet af samrådet.

Rød blok ønsker et samråd som det første, altså helt uden bagkant. Det er ministeren ikke meget for.

Det første samråd 1. juni varede hele fem timer, så hvis Støjberg og medlemmerne af Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg så lidt trætte ud i ansigterne bagefter, var der ikke noget at sige til det.

Allerede undervejs i samrådet 1. juni varslede politikerne fra rød blok, at Støjberg kunne se frem til et nyt samråd. Der var fortsat en masse spørgsmål, der skulle besvares, mente rød blok.

Støjberg ønsker en bagkant på det næste samråd. Her er der tale om to timer ifølge Ritzaus oplysninger. Men det er rød blok altså slet ikke interesseret i.

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten udlændingeordfører, ønsker endnu et samråd uden bagkant.

Sofie Carsten Nielsen, De Radikales udlændingeordfører, ønsker som minimum flere timer afsat, end Støjberg ønsker.

Socialdemokratiet har ligeledes bekræftet, at der fortsat forhandles om samrådets længde.

To timer er helt sikkert for lidt, mener Alternativets udlændingeordfører, Josephine Fock.

- Vi har brug for at komme til bunds i sagen. Hvis det ender med to timer, så må vi bare indkalde til endnu et samråd, siger hun.

I en pressemeddelelse fra sidste år skrev Støjberg, at ingen mindreårige under 18 år måtte indkvarteres sammen med en ægtefælle på de danske asylcentre.

Den melding har bragt ministeren i problemer. For ifølge loven skal alle sager vurderes individuelt. Det har ministeren allerede rettet ind efter.

Men hun har samtidig givet Folketinget så skiftende forklaringer, at det har vakt kritik fra flere sider.

Blandt andet har Støjberg både omtalt pressemeddelelsen som en instruks - det vil sige retningslinjer til myndighederne. Og som en pressemeddelelse, der blot skulle udtrykke hendes politiske holdning.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx