29/09-17 11:05; Opdateret: 29/09-17 11:39

De rigeste 1000 vil få 73.600 kroner ud af erhvervsforslagDe rigeste 1000 vil få 73.600 kroner ud af erhvervsforslag

Regeringens forslag til at sikre en stærkere iværksætter- og aktiekultur vil give stor skattelempelse.

storybild

De 1000 personer med højest indkomst vil få en skattelempelse på 73.600 kroner, hvis regeringens erhvervsudspil gennemføres fra ende til anden, viser folketingssvar. Free/Colourbox

København. Flere danskere skal have mulighed for at investere i de danske virksomheder. Og aktier skal ikke kun være for de få.

Sådan lyder ambitionen i regeringens erhvervs- og iværksætterudspil "Sammen om fremtidens virksomheder", der blev præsenteret for offentligheden i august.

Men Socialdemokratiet mener, at forslaget mest er til gavn for de rigeste. De 1000 danskere med den højeste indkomst står nemlig til at få en skattelempelse på 73.600 kroner, hvis forslaget føres ud i livet.

Det viser et svar fra finansminister Kristian Jensen (V) til Socialdemokratiets erhvervsordfører, Thomas Jensen. Thomas Jensen mener, at det strider mod det mål, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har om at lette skatten i bunden.

- 73.600 kroner årligt til de rigeste danskere hver især, viser bare, at Løkke igen prioriterer de rigeste, siger Thomas Jensen.

I beregningerne indgår blandt andet regeringens forslag om en aktiesparekonto, forhøjelse af progressionsgrænse for aktieindkomst og et fradrag for indskud i små- og mellemstore virksomheder.

Iværksætterudspillet er en del af en større pakke af forslag, regeringen har lagt frem efter sommerferien. Regeringen har også foreslået en skattereform, der blandt andet går ud på at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget.

Den samlede konsekvens vil være, at uligheden stiger, mener Thomas Jensen.

- Med det her erhvervsudspil foreslår regeringen at lette skatten for folk, der i forvejen investerer i aktier.

- Dem giver de en direkte skattelettelse under dække af at gøre det attraktivt for almindelige mennesker at investere i aktier, siger Thomas Jensen.

Alligevel håber Socialdemokratiet på at blive inviteret med til forhandlinger om regeringens erhvervsudspil.

Spørgsmål: Mener I, at aktiebeskatningen er fair, som den er nu, eller skal den ligefrem være højere?

- Som beskatningen ligger nu, ligger den meget fornuftigt. Men vi må se, hvad regeringen lægger op til i forhandlinger og så tage det derfra, siger Thomas Jensen.

Spørgsmål: Vil I helt afvise at lægge stemmer til at lette skatten på aktieindkomst?

- Vi har selv talt positivt om en aktiesparekonto (der også er en del af regeringens forslag, red.). Men for os er det meget vigtigt, at den bliver målrettet folk med almindelige indkomster, siger Thomas Jensen.

Finansministeriet understreger, at beregningerne er forbundet med usikkerhed, da der er tale om en lille stikprøve.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx