Af Ritzau - 01/03-17 16:41; Opdateret: 01/03-17 18:11

R: Regeringen har ikke råd til at fastfryse grundskyldR: Regeringen har ikke råd til at fastfryse grundskyld

Radikale er med på at beskære rentefradraget. Men det betyder ikke, at der er råd til at fastfryse grundskyld.

storybild

Forhandlingerne om boligskat er kommet et skridt videre onsdag, mener De Radikale. Men regeringen må vente til finanslovsforhandlingerne, hvis den vil fastfryse grundskylden, lyder det fra politisk leder Morten Østergaard. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

De Radikale er ikke overraskende med på regeringens planer om at beskære rentefradraget yderligere. Det er et forslag, partiet har talt for længe, påpeger partiets politiske leder, Morten Østergaard.

- Vi har relativt lave renter nu. Derfor er det ikke noget dårligt tidspunkt at kigge på rentefradraget, siger han.

- Derudover skal man huske på, at et stabilt boligbeskatningssystem holder priserne nede. Det er til gavn for kommende generationer af boligejere, at vi erstatter skattestoppet med en løbende beskatning.

Regeringen har onsdag løftet sløret for, hvordan den vil finansiere sit 32,5 milliarder kroner dyre forslag til en omlægning af de danske boligskatter.

Men mens Østergaard altså er med på den del, der handler om at reducere skatteværdien af rentefradraget, så er han langt fra overbevist af regeringens samlede plan.

Størstedelen af milliarderne, nemlig 19,2, vil regeringen hente fra det såkaldte finanspolitiske råderum. Og det er for De Radikale at se, det samme som at det er ufinansieret.

Dermed har regeringen ikke vist, at den har råd til at fastfryse grundskylden frem til det nye boligskattesystem træder i kraft, mener Østergaard.

- Det er jo en ny ting, de lagde oven på den opgave, vi havde i forvejen med at skabe en overgangsordning til et nyt boligskattesystem.

- Det er et ufinansieret forslag. Man vil bare tage pengene op af kassen.

Meldingerne fra regeringen onsdag har bragt partierne et skridt videre i forhandlingerne, mener Morten Østergaard.

Men når der er møde torsdag eftermiddag vil han opfordre regeringen til at tage forslaget om at fastfryse grundskylden af bordet. Hvis det tages ud, er boligskatten tæt på at være finansieret af rentefradraget, vurderer han.

- Så kan de forfølge det (fastfrysning af grundskylden, red.) ved andre lejligheder, for eksempel i finansloven. At tage pengene af kassen her, synes jeg er skævt, siger Morten Østergaard.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx