23/10-17 05:32

Omstridt treårsregel til eksamen i HøjesteretOmstridt treårsregel til eksamen i Højesteret

Højesteret skal nu afgøre, om det strider mod menneskerettighederne at vente tre år på familiesammenføring.

storybild

Højesteret skal nu vurdere, om det er i strid med menneskerettighederne, at en syrisk læge skal vente tre år på at få sin hustru til Danmark. Free/Per Johansen/domstol.dk

København. De danske regler om familiesammenføring er til eksamen, når Højesteret mandag behandler en sag, som en syrisk læge har anlagt mod den danske stat.

I sagen vil den syriske læge Mosalam Albaroudi, som kom til Danmark i sommeren 2015 i en lastbil fra Grækenland, opnå familiesammenføring med sin hustru. Hun befinder sig i Damaskus i Syrien.

Inden rejsen i lastbil var Albaroudi flygtet fra Syrien via Tyrkiet. Efter en tur over Middelhavet i gummibåd ankom han til Grækenland.

Men sagen rækker videre end Albaroudis ret til at blive familiesammenført. I realiteten er det den såkaldte treårsregel, som Folketinget vedtog i 2016, der er til bedømmelse i Højesteret.

Ifølge reglen skal flygtninge, der alene har ret til såkaldt midlertidig beskyttelse, vente tre år, før de har ret til at få deres familie til Danmark.

Men det er for lang tid og en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionen.

Det mener både Albaroudis advokat, Christian Dahlager, og Institut for Menneskerettigheder, som er gået ind i sagen for at støtte Albaroudi.

Da sagen i april blev behandlet i Østre Landsret blev fronterne trukket skarpt op.

- Det er et land selv, der skal kunne bestemme over indvandringen. Ikke folk, som sætter sig i en lastbil i nærheden af Athen, og som kommer hertil, lød det fra kammeradvokat Karsten Hagel-Sørensen, som repræsenterede Udlændingenævnet.

Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder fremførte, at det ikke er ens egen skyld, når man er nødt til at flygte fra sit hjemland.

- Og når man flygter, så har man ret til familiesammenføring. Det ligger i folkeretten. Det har Menneskerettighedsdomstolen anerkendt, lød hans argument i landsretten.

I maj afgjorde Østre Landsret, at den danske treårsregel ikke er i strid med menneskerettighederne.

Albaroudi og Christian Dahlager valgte at gå videre til Højesteret, som altså behandler spørgsmålet mandag. Afgørelsen vil dog først komme på et senere tidspunkt.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx