Af - 16/01-17 13:15; Opdateret: 16/01-17 13:53

Sjælden delfin i Skagen Havn fundet dødSjælden delfin i Skagen Havn fundet død

Mandag morgen fandt Herman Risager Thomsen en delfin på sin daglige gåtur

En delfin af arten øresvin, der har holdt både jul og nytår nær Jyllands nordligste spids i Skagen Havn, er sandsynligvis fundet død.

Det skriver Nordjyske.

Det var Herman Risager Thomsen, der hver dag går sin morgentur langs stranden nord for Strandby, der fandt den strandede delfin 20 meter ude i vandet.

- Da jeg kom gående i morges, så jeg noget ude i vandet. Først tænkte jeg, at det var et dødt marsvin, men da jeg så nærmere på finnen, kunne jeg godt se, at det ikke var tilfældet. Så tænkte jeg, at det nok var en delfin, fortæller Herman Risager Thomsen til avisen.

Delfinen var død, da han gik ud i vandet og så nærmere efter, skriver Nordjyske.

Der er med stor sandsynlighed tale om en delfin, der har været siden jul i Skagen Havn.

Rolf Christensen, fra Grenen Fuglestation, følger dyrelivet i området og har tidligere udtalt sig om delfinen til Ritzau.

- Delfinen har været her siden 22. december og har opholdt sig der i lang tid, så den er glad for at være der, sagde han i sidste uge.

Et øresvin kan blive mellem to og fire meter langt og veje op til 650 kilo. Mange kender arten som "Flipper" fra tv-serien og filmen af samme navn.

Øresvin er trods nogle gode delfin-år herhjemme ikke noget, vi er specielt vant til at se i de danske farvande.

Det har biolog Bjarne Klausen, der er direktør for Kattegatcentret, tidligere fortalt til Ritzau.

- Det kan være tilfældigheder, der gør, at de kommer herop, men det kan også skyldes stigende temperaturer i havet, siger han.

Der har med sikkerhed været fire øresvin i de danske farvande siden 2015.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx