29/09-17 07:32

Forældreadfærd kan sabotere hjemmets mobilreglerForældreadfærd kan sabotere hjemmets mobilregler

Nogle skoler forsøger sig med forbud mod mobiltelefoner i skoletiden. Skal der så også være et regelsæt for mobilbrug derhjemme?

storybild

Hvis I laver regler for mobilbrug derhjemme, er det vigtigt at huske, at reglerne ikke kun gælder for børnene, de gælder for hele familien. Så lav ikke regler, du ikke selv kan overholde. Free/Lev Dolgachov

København. Mobiltelefonerne er vores redning i alverdens situationer - når vi skal finde vej, dele regningen, overføre penge eller lave sociale aftaler. Det betyder også, at den lille digitale kammerat sjældent er mere end en armslængde væk.

Det kan muligvis give problemer med koncentrationen, og derfor forsøger en række skoler sig med at fjerne mobiltelefonerne helt i skoletiden.

Men betyder det, at man som forælder også skal lave et regelsæt for mobilbrug derhjemme? Det kræver en del overvejelser, ifølge Anne Mette Thorhauge, som er formand for Medierådet for børn og unge samt lektor på Københavns Universitet.

- Børnelivet i dag er jo utrolig reguleret. Derfor skal man også overveje, hvor meget mere regulering børnene kan holde til. Jeg vil nok snarere anbefale, at man tænker over sine egne vaner, og hvordan man er som digitale rollemodeller, siger Anne Mette Thorhauge.

I hendes optik handler det om, at man som forælder gør sig bevidst om sine egne digitale vaner, fordi det er dem, man sandsynligvis kommer til at give videre til sine børn.

- Så som forælder skal man selv være opmærksom på at være til stede. Hvis man laver en regel om digital lukketid, så skulle det gerne være én, som forældrene også er i stand til at overholde, mener Anne Mette Thorhauge.

Psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard er heller ikke tilhænger af meget firkantede regler i hjemme, som eksempelvis "30 minutter på mobilen, så er det slut".

- Forældrene bør i stedet have et øje på, hvad mobilen bruges til, og især hvilke aktiviteter det erstatter. Er det et socialt redskab, der indimellem skal passes, for at man ikke bliver lukket ude, en leg/afslapning eller en tvangspræget ting, de slet ikke kan lægge fra sig?, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hun mener ikke, at man skal kigge isoleret på børnenes mobilbrug. Det bør være en fælles kultur for hele familien.

- Jo tidligere det kan bringes ind, jo mindre diskussion vil der være om det, når børnene vokser op. Men det kræver, at de voksne også respekterer det og ikke besvarer en "meget vigtig sms" midt under maden, siger Camilla Carlsen Bechsgaard og tilføjer:

- I min optik er det mere skadeligt for børn med deres forældres manglende mentale tilstedeværelse, end hvor meget de selv er på. Nærværende forældre får lettere engageret barnet i fælles aktiviteter.

Fakta: Mobilregler gælder for alle

- Tal jeres mobilregler igennem derhjemme, og beslut dem i fællesskab.

- Reglerne fungerer kun, hvis de gælder for alle. Hvis I ikke må have telefonen fremme, når I spiser, ser fjernsyn eller efter klokken 20, så er der altså ikke forskel på, om det er en besked fra en ven eller en mail fra arbejde.

- Børnenes behov for at være i kontakt med venner over telefonen stiger med alderen. Det kan altså føles voldsomt at blive nægtet adgang til et socialt fællesskab.

Kilder: Camilla Carlsen Bechsgaard, Anne Mette Thorhauge.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx