08/10-17 16:03; Opdateret: 09/10-17 03:36

V-politikere: Vi behøver ingen tegninger i frihedskampenV-politikere: Vi behøver ingen tegninger i frihedskampen

Man kan sagtens kæmpe for ytringsfriheden uden at dele muhammedtegninger, lyder det fra flere V-politikere.

storybild

København. Udlændingeminister Inger Støjberg (V) var i sin gode ret til at dele et billede af, at hun har profeten Muhammed med en bombe i turbanen som baggrundsskærm på sin iPad.

Så langt er hendes partifæller enige.

Men enigheden ophører på spørgsmålet om, hvorvidt det var klogt af hende at benytte sin ret.

Ritzau har udsendt en rundspørge til Venstres 870 byråds- og regionsrådsmedlemmer samt lokalformænd. 260 har svaret. Dermed er den ikke repræsentativ, men den kan give et fingerpeg om baglandets holdning, og den hælder mod, at Støjbergs træk var uklogt:

129 svarer nej til, hvorvidt det var klogt. 70 svarer ja til at det var klogt, 60 svarer ved ikke.

- Man kan sagtens kæmpe for ytringsfrihed uden at dele muhammedtegninger. Det er et følsomt emne, som man ikke behøver tænde en gnist til igen, siger byrådsmedlem Malene Barkhus (V) fra Frederiksberg.

Støjberg har både provokeret i egne rækker og uden for Venstre, istemmer Bjarne Kongsted (V) fra Holbæk Byråd:

- Jeg går jo heller ikke hen til min nabo og siger, at han er tyk, selv om jeg synes det. Det vil jo nok såre ham. Jeg siger heller ikke til en stor, stærk rocker, at han er en tøsedreng. Det kan have ubehagelige konsekvenser.

Støjbergs billede er blevet omtalt i flere udenlandske medier, og det får Peder Hummelmose (V), der er byrådsmedlem i Vejle, til at mindes de konsekvenser, Muhammedkrisen havde for dansk eksport for et årti siden:

- Jeg frygter, hvad det kan føre til, for jeg er kyllingeproducent, og jeg fik en begmand, da Mellemøsten lukkede ned for danske kyllinger.

- Vi er et lille land, så vi er nødt til at være internationale. Der er ikke nogen grund til at lægge sig ud med en stor del af verdenssamfundet.

Støjberg selv er ikke overrasket over, at hun endnu en gang har delt vandene i sit eget parti - for som hun formulerer det, så både "fylder og deler" værdidebatten:

- Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at alle mine partifæller bakker op om ytringsfriheden, og det er det afgørende.

Spørgsmål: Men kan man ikke værne om ytringsfriheden uden at publicere muhammedtegninger?

- Jeg mener, at det er på sin plads at forsvare ytringsfriheden – ikke bare tale om at forsvare den, men også vise, at man forsvarer den, siger Støjberg.

Det var fraværet af muhammedtegninger i en ny udstilling om blasfemi på Skovgaard Museet i Viborg, der fik Støjberg til at dele tegneren Kurt Westergaards kontroversielle muhammedtegning.

Dermed brød hun med den linje, Venstre har haft, siden statsministeren hed Anders Fogh Rasmussen (V) og Muhammedkrisen rullede: Nemlig at forsvare retten til at bringe tegningerne uden at forholde sig til deres indhold.

I samme toner sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om Støjbergs opslag, at han ikke selv har en muhammedtegning som baggrund, men at han er glad for at leve i et land, hvor man har ret til at have det.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx