Af Maria Christine Madsen - 24/09-17 13:32

Udskrev bøder for 100.000 og satte p-skilte op - de havde bare ikke tilladelse til det Udskrev bøder for 100.000 og satte p-skilte op - de havde bare ikke tilladelse til det

I et forsøg på at forhindre for mange bilister i at parkere i området omkring boligselskabet Carlshøj B i Kongens Lyngby, hyrede selskabet et privat parkeringsfirma, der endte med at udskrive bøder for næsten 100.000 kroner og fjerne de officielle p-skilte i området for at sætte deres egne op. Problemet var bare, at de ikke havde tilladelse til det.

storybild

ARKIVFOTO. Bøderne på billedet har ikke noget med sagen at gøre. (Billede: Bax Lindhardt)

Det skriver lokalavisen Det Grønne Område.

Det var ifølge avisen i efteråret 2015, at Dansk Almennyttigt Boligselskabs afdeling Carlshøj B hyrede det private parkeringsfirma Bluepark til at lave en parkeringsordning i området, fordi man var plaget af bilister, der valgte at parkere i det område, mens de havde et ærinde hos Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

I alt nåede Bluepark at udstede bøder for 97.500 kroner, mens Bluepark ifølge Det Grønne Område valgte at fjerne de officielt godkendte parkeringsskilte for at sætte deres egne op.

Men det havde parkeringsfirmaet ikke indhentet en tilladelse til at gøre fra kommunen eller fra politiet.

Derfor begyndte folk hurtigt at klage over de mange bøder, man pludselig fik, og kommunen meddelte både boligselskabet og parkeringsfirmaet, at man ikke godkendte den nye skiltning - derfor skulle de ulovligt opsatte skilte fjernes.

Det skete ifølge lokalavisen ikke, og Bluepark fortsatte angiveligt med at udskrive bøder, indtil kommunen til sidst selv fjernede de ulovligt opsatte skilte på boligselskabets regning.

Til Det Grønne Område fortæller politisk rådgiver inden for miljø- og transportområdet hos Forbrugerrådet Tænk, Vibeke Myrtue Jensen, at de synes, alle, der uretmæssigt har fået parkeringsbøder fra Bluepark i den periode, bør lave et gruppesøgsmål.

»Vi mener, at folk bør have deres penge tilbage, hvis man uberettiget har opkrævet parkeringsbøder. Hvem der skal betale, er en sag for en dommer,« siger hun.

Spørgsmålet er så, hvem der eventuelt skal betale dem tilbage.

Ifølge Dansk Almennyttigt Boligselskab (DAB) var det Bluepark selv, der modtog alle de penge, de udskrev bøder for.

Bluepark er dog siden blevet opkøbt af City Parkeringsservice, der oplyser til Det Grønne Område, at man ikke har fået at vide, hvem Bluepark har udskrevet bøderne til.

DAB og boligafdelingen er ifølge Det Grønne Område nu ved at finde ud af, hvordan man vil håndtere fremtidige henvendelser om at få refunderet bøderne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx