07/08-17 17:04

Bandemedlem anklages for knivoverfald på fængselsbetjentBandemedlem anklages for knivoverfald på fængselsbetjent

Bandefolk er under anklage i to straffesager om angreb på fængselsfunktionærer på vej til og fra arbejde.

storybild

Efter endt arbejdsdag i Vestre Fængsel i København blev en fængselsfunktionær slået af cyklen af maskerede mænd, der overfaldt ham med slag, spark og knivstik. Scanpix/Dennis Lehmann/arkiv

København. Godt to år efter et voldsomt overfald på en fængselsfunktionær i København kommer sagen for retten.

En 24-årig mand, der ifølge politiet er med i banden Loyal to Familia, anklages for sammen med andre at have slået, sparket og stukket offeret.

Fængselsfunktionæren blev omringet af maskerede mænd ved 19-tiden den 18. juni 2015, da han på cykel var på vej hjem fra sit arbejde i Vestre Fængsel.

Han var i "potentiel livsfare" som følge af volden, står der i anklageskriftet.

Oprindeligt sigtede politiet da også den 24-årige for at have forsøgt at dræbe ham, men anklagemyndigheden har besluttet i stedet at rejse tiltale om vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

- Han nægter sig skyldig, siger den tiltaltes forsvarer, advokat Eigil Strand, der desuden vil protestere imod kravet om udvisning af den 24-årige, der er pakistansk statsborger.

Den cyklende mand blev sparket i hovedet og på kroppen. Med kniv blev han stukket i baglåret og ballen, og med en skiftenøgle fik han flere slag i hovedet, kan man læse i anklageskriftet.

Sagen indledes næste uge i Københavns Byret. I september skal Retten i Odense vurdere angrebet på en anden fængselsfunktionær, der blev skudt i benet, da han mødte på arbejde i Nyborg Fængsel. I den sidstnævnte sag er to mænd fra banden Black Army tiltalt for drabsforsøg.

I den københavnske sag blev den 24-årige løsladt i februar i år efter godt syv måneders varetægtsfængsling, oplyser advokat Eigil Strand. Han vil ikke kommentere politiets oplysning om, at hans klient er tilknyttet Loyal to Familia.

Også salg af næsten et halv kilo kokain eller heroin, som indbragte 30.000 euro - over 220.000 kroner, indgår i tiltalen.

I øvrigt plages de uniformerede ansatte inde i fængslerne generelt af trusler og vold fra bandemedlemmer, og der er mange sygemeldinger.

Avisen.dk har berettet, at det gennemsnitlige sygefravær i Københavns Fængsler og i Nyborg Fængsel er oppe på henholdsvis 37,9 og 51,4 sygedage om året.

I Kriminalforsorgen siger ledelsen, at man især vil forebygge de langvarige sygemeldinger, skrev avisen.dk i weekenden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx