Af Ritzau - 02/05-17 17:09; Opdateret: 02/05-17 18:02

Løkke: Sveriges id-kontrol har ikke været sjovLøkke: Sveriges id-kontrol har ikke været sjov

Den danske statsminister glæder sig over, at svenskerne nu vil droppe id-kontrollen over Øresund.

storybild

Arkivfoto: Sverige dropper grænsekontrollen til Danmark.Se RB kl. 16.28 d. 02.05.2017. arkivfoto: Grænsekontrol Sverige på den svenske side af Øresunds broen. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2017) (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Det er en god dag.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter at Sverige har valgt at sætte en stopper for den id-kontrol, der har fundet sted ved landets grænser siden begyndelsen af 2016:

- Den svenske id-kontrol har sat hele Øresundsregionen tilbage, siger han i en pressemeddelelse.

- Kontrollen har givet betydelige gener for pendlere og andre rejsende mellem Danmark og Sverige og er gået ud over den stærke dynamik, regionen har haft i årtier. Det har ikke været sjovt at være vidne til.

Den svenske regering meddelte tirsdag, at id-kontrollen skal ophæves. Det betyder, at rejsende med bus, tog og færger over Øresund ikke længere skal igennem et tjek på dansk jord.

Ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet vil DSB kunne stoppe med at kontrollere de rejsende til Sverige fra torsdag.

Og den melding bliver mødt med håb om en lysere fremtid fra den danske statsminister.

- Nu kan vi som region uhindret fortsætte med at vokse og udvikle os i fællesskab, siger Løkke i pressemeddelelsen.

- Jeg ser frem til, at forholdene for pendlerne, virksomhederne og alle andre i Øresundsregionen forbedres markant.

Selv om det skal være slut med at tjekke pas mellem de to nordiske nabolande, betyder det ikke enden på grænsekontrollen.

Derfor kan rejsende til Sverige stadig risikere at skulle have passet frem, når de er kommet ind i landet.

Det samme gælder for Danmark, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen i et svar på Twitter.

Den svenske regering indførte grænsekontrollen i november 2015 for at dæmme op for den massive tilstrømning af flygtninge og migranter.

Derefter fulgte kravet om id-kontrol over Øresund i starten af 2016.

Begge tiltag har ifølge Transport-, Bygnings- og Boligministeriet ført til markant flere forsinkelser og aflysninger for togene, der kører mellem Sverige og Danmark.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx