Af Ritzau - 05/01-17 14:43; Opdateret: 05/01-17 15:06

LA-minister er hoppet med på Løkkes krav til regionerneLA-minister er hoppet med på Løkkes krav til regionerne

Trods valgkrav om lukning af regionerne er LA gået med på at give dem mulighed for at vise deres værd.

storybild

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) er gået med til at give regionerne valgperioden ud til at vise deres værd. Liberal Alliances partipolitiske linje er dog fortsat at lukke regionerne, forsikrer han. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Op til folketingsvalget i 2015 var der ingen tvivl: Liberal Alliance ville have afskaffet landets fem regioner, og det kunne kun gå for langsomt.

Siden har partiet fået ministerposten på området, og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) forsikrer, at der fortsat ikke er nogen tvivl: LA ønsker stadig at nedlægge regionerne.

- Men vi har også accepteret, at statsministeren har sagt, at regionerne skulle have fire år til at vise deres værd. Og det er de så i gang med at gøre nu, siger han.

- En eventuel nedlæggelse af regionerne er jo kun et middel til at opfylde et mål, der handler om at få bedst mulig service for færrest mulige penge.

Regionerne, der i disse dage kan fejre tiårsjubilæum, har fra deres fødsel i 2007 været en udskældt størrelse. Alle blå partier har ytret ønske om at lukke dem.

I den seneste valgkamp fremsatte Venstre syv krav, som regionerne i denne valgperiode skal leve op til for at sikre deres fremtid.

Både Liberal Alliance og det andet nye regeringsparti, De Konservative, er gået med på at give regionerne valgperioden ud til at vise deres værd.

Simon Emil Ammitzbøll udtalte ellers som politisk ordfører i valgkampen, at Venstre nok skulle give sig, når de øvrige blå partier var enige om at lukke regionerne.

Adspurgt hvorfor det ikke længere er Venstre, der skal give sig, svarer ministeren nu:

- Jeg ved ikke, hvem det er, der skal give sig. Nu har vi bare sagt, at med indtrædelsen i trekløverregeringen hopper vi med på bevisperioden, og så må vi se, hvordan vi gør regnebrættet op, når vi kommer længere frem.

De Konservative har også bøjet sig for Venstres krav. Men politisk ordfører Mette Abildgaard understreger, at problemet med regionerne er strukturelt:

- Om man lever op til de her krav, er ikke umiddelbart det, der kommer til at overbevise os om, at regionerne er en fornuftig konstruktion.

Spørgsmål: Hvorfor vente, hvis kravene alligevel ikke er afgørende for jer?

- Jamen, det har været meget afgørende for Venstre at give regionerne mulighed for at leve op til disse krav. Sker det ikke, så tror jeg til gengæld også, at Venstre er nemme at overbevise, siger Mette Abildgaard.

I Simon Emil Ammitzbølls optik går det "på nogle områder sådan set fint" med at leve op til kravene:

- De har leveret en del på effektiviseringer, og det skal man kvittere for. Men det er også vigtigt, at der bliver leveret fremadrettet. Det vil få betydning, når vi skal gøre status over, om vi fortsat skal have dem.

Spørgsmål: Vil vælgerne få at vide før et valg, hvad I mener?

- Det kan jeg ikke love. Men jeg vil gætte på, at det er, når der er gået tre-fire år fra det seneste valg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx