Af Ritzau - 05/05-17 10:51; Opdateret: 05/05-17 11:38

Nye mulige beviser: Breve og sedler fundet hos Kundby-pigeNye mulige beviser: Breve og sedler fundet hos Kundby-pige

Helt usædvanligt vil anklager Kristian Kirk have genåbnet bevisførelsen i den såkaldte Kundby-sag.

storybild

En 17-årig pige er anklaget for at ville sprænge bomber på to sjællandske skoler. Arkivfoto (Billede: Scanpix/Nils Meilvang)

Tidligere på ugen blev der fundet dokumenter ved en visitation af en 17-årig terrortiltalt pige og ved en ransagning af hendes celle.

De dokumenter er så vigtige for den såkaldte Kundby-sag, at anklager Kristian Kirk vil have dem til at indgå som beviser i sagen - selv om bevisførelsen er afsluttet.

Han forklarer fredag i Retten i Holbæk, hvorfor han mener, at han skal have lov til at fremlægge beviserne i terrorsagen.

- Vi kan ikke afgøre på et 95-procents grundlag, når vi ved, at der ligger en flig mere derude, der kan have betydning, siger han.

Efter planen skulle der fredag have været afsagt kendelse om, hvorvidt den 17-årige pige var skyldig i forsøg på terror eller ej.

Men det er blevet udskudt på grund af anklagerens usædvanlige anmodning.

Der er blandt andet fundet to breve, som ifølge anklageren er skrevet til den terrordømte Hamza Cakan - der tidligere hed Enes Cifti.

Den terrordømte mand har tidligere skrevet et brev til den 17-årige pige, kommer det samtidig frem i retten.

Derudover er der også fundet en seddel, hvorpå der står en række navne, fortæller anklageren.

- Det er alle sammen folk, der er dømt i danske terrorsager, siger han.

En anden seddel, der er blevet fundet, er dateret 30. april 2017. På baggrund af datoen er der ifølge anklageren tale om "helt friske refleksioner" fra den 17-årige pige om hendes situation.

Anklageren fortæller, at hun beskriver indholdet på sedlen som "sandheden".

- Det synes jeg er ekstremt relevant, siger han.

Forsvarer Mette Grith Stage protesterer over, at anklageren vil have genåbnet bevisførelsen. Hun mener, at de nye oplysninger er "ulovligt tilvejebragt".

- Han vil jo gerne styrke sin sag ved at fremlægge nye skriverier fra X (den tiltalte, red), siger hun.

Oplysningerne, der er fundet, har ifølge forsvareren ikke noget at gøre med forsættet på gerningstidspunktet for mere end et år siden.

- De er ikke af væsentlig betydning for sagen, siger Mette Grith Stage.

Det vil være "en glidebane", mener hun, hvis retten giver anklageren lov til at fremføre nye beviser.

Den 17-årige pige er tiltalt for forsøg på terror. Hun er anklaget for at ville sprænge bomber på to sjællandske skoler sidste år.

Som ved de tidligere retsmøder var retssalen tætpakket med tilhørere, pårørende og journalister. Efter blot en time var retsmødet slut.

Dommerne afsiger klokken 15.00 kendelse om, hvorvidt beviserne skal have lov til at blive fremlagt eller ej. Kendelsen bliver afsagt uden retsmøde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx