21/09-17 09:23; Opdateret: 21/09-17 15:40

Tilfældig kvinde og mand ramt af skud på NørrebroTilfældig kvinde og mand ramt af skud på Nørrebro

Tre tilfældige blev natten til torsdag beskudt. En kvinde og en mand blev ramt. En 26-årig er anholdt.

storybild

København. En tilfældig svensk kvinde blev natten til torsdag ramt under en skudepisode på Nørrebro i København. Også en mand blev ramt - dog kun af et strejfskud, fortæller politiinspektør Poul Kjeldsen.

Derudover blev en tredje person beskudt. Men han undgik at blive ramt. Også han var ifølge politiet et tilfældigt offer. Kvinden blev bragt til Rigshospitalet og opereret. Ofrene er uden for livsfare.

Politiet har anholdt en formodet gerningsmand. Der er tale om en 26-årig mand, som i forvejen er kendt af politiet.

Manden er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i 27 dage i Københavns Byret. Retten har fundet begrundet mistanke om forsøg på manddrab.

- Han har relationer til en af de to bander, der er i konflikt med hinanden. Nemlig en gruppering, der holder til nede omkring Blågårds Plads, fortæller Poul Kjeldsen.

Det er blandt andet her banden Loyal To Familia holder til, men Kjeldsen vil ikke oplyse nærmere om, hvilken bande der er tale om.

Da skuddene faldt, var der politifolk i området, som hørte dem. De satte efter gerningsmanden, som blev anholdt i Krogerupgade.

Anholdelsen foregik forholdsvis dramatisk. To gange affyrede politiet varselsskud, inden den 26-årige valgte at overgive sig.

Ved pressebriefingen lød det fra Poul Kjeldsen, at den anholdte var 16 år. Efterfølgende fortæller politiet dog, at det er forkert. Den anholdte er 26 år.

Skyderiet begyndte på hjørnet af Heimdalsgade og Nørrebrogade, hvor der blev åbnet ild mod en person, der trådte ud på gaden fra en døgnkiosk. Skuddene ramte ikke.

Kort efter blev der skudt nogle få hundrede meter derfra ved Den Røde Plads, og det var her, at en cyklende kvinde og en mand blev ramt.

Politiet oplyser, at der er fundet en pistol i området. Derudover er der også fundet en form for maskering.

I flere timer var området afspærret, og frem til klokken 9 torsdag formiddag kunne trafikken ikke passere ad en del af Nørrebrogade. To buslinjer blev i den forbindelse omlagt.

Nattens skyderi er det første i knap en måned. Men hen over sommeren har der været talrige skudepisoder i hovedstaden. Ifølge politiet på grund af en konflikt mellem Loyal To Familia og andre grupper.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at der kommer et skyderi mere. Vi har været forskånet for dem længe, lyder det fra Poul Kjeldsen ved torsdagens pressebriefing.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx