28/10-17 20:43

Frygten for terror fylder mere hos danskerneFrygten for terror fylder mere hos danskerne

En ny undersøgelse fra TrygFonden viser, at danskerne frygter terrorangreb mere end tidligere undersøgte år.

storybild

København. Overordnet set er danskerne lidt mere trygge end tidligere. Men TrygFondens nye nationale tryghedsmåling viser, at der er sket et stort skred i forhold til frygten for terror.

Flere end 6000 danskere har svaret på spørgsmål om deres tryghed i hverdagen. Her svarer 23 procent af de adspurgte, at de frygter at blive ofre for et terrorangreb.

- Tidligere var terror rettet mod debatarrangementer som Krudttønden. Så der har folk tænkt, at det var rettet mod bestemte mennesker. Men nu er det rettet mod folk, der går på julemarked eller går til koncerter, siger Anders Hede, forskningschef i TrygFonden.

Danskerne blev også stillet spørgsmålet i 2016, og her svarede 15 procent det samme. Det er en stigning på over 53 procent.

- Danmark er uden tvivl stadig et trygt sted at være. Men målingen viser, at de mange terroranslag i europæiske storbyer har fået tag i danskernes tryghedsfølelse, siger Anders Hede.

Det er især unge under 30 år, der i stigende grad frygter at blive ofre for et terrorangreb. I 2015 var gruppen ellers den mest trygge i befolkningen.

- Det tror vi, har noget at gøre med, at unge rejser meget. Men generelt set er frygten for terror bredt godt ud i befolkningen, siger Anders Hede.

Den stigende frygt for terror er en del af et bredere billede, hvor utrygheden også er rekordhøj, når det gælder indbrud, overfald og for kvinders vedkommende seksuelle overgreb.

Den generelle utryghed blandt danskerne har været næsten konstant stigende siden TrygFondens første målinger.

I 2005 var andelen af utrygge 8,4 procent, og det tal steg frem til 2015, hvor 17,7 procent var utrygge.

- Det er dog ikke ensbetydende med, at der i dag er mere at være bange for. Den kan også være udtryk for, at nogle føler sig generelt mere udsatte eller sårbare, siger Anders Hede.

De seneste to år er kurven dog vendt, og danskerne er overordnet set blevet marginalt mere trygge end i 2015.

Det skyldes, at danskernes utryghed i forhold til økonomiske forhold er faldet i takt med den positive økonomiske udvikling i landet.

Tryghedsmålingen bygger på svar fra 6053 personer. Dataene blev indsamlet i juni måned i år.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx