24/07-17 10:25; Opdateret: 24/07-17 10:44

Det Økologiske Råd vil have afgifter på ild i brændeovnenDet Økologiske Råd vil have afgifter på ild i brændeovnen

Varmeforbrugerne skal betale afgift af den tid, der er ild i brændeovnen, lyder et forslag.

storybild

Undersøgelser viser ifølge Berlingske, at den samlede brændefyring står for omtrent 65 procent af den samlede udledning af skadelige partikler i Danmark. Scanpix/Andreas Hagemann Bro

København. Selv om brændeovne er den mest sundhedsfarlige måde at opvarme hjemmet på, er brændefyring alligevel fritaget for afgifter.

Det bør der laves om på, siger Christian Ege, sekretariatsleder for Det Økologiske Råd.

- Vi vil gerne have brændefyringen ligestillet med andre opvarmningsformer. I dag bliver den fremmet, fordi den er fritaget for afgifter, selv om det er den mest sundhedsfarlige form for opvarmning, siger han.

Det Økologiske Råd foreslår, at varmeforbrugerne skal betale afgift af den tid, der er ild i brændeovnen i stedet for af selve brændet.

Det kan nemlig være problematisk at skelne mellem, hvad der er brænde, og hvad der ikke er, hvis en brændeovnsejer eksempelvis køber rafter til et raftehegn eller hestestrøelse.

Samtidig bør afgiften være højere i byerne end på landet, hvor befolkningstætheden er højere, og hvor flere har adgang til at bruge fjernvarme.

- I byer har de fleste adgang til fjernvarme, men de bruger brændefyring, fordi det er billigt. En afgift vil få flere til at bruge fjernvarme, siger Christian Ege:

- På landet er det anderledes, hvor det typisk er en varmepumpe, der er det gode alternativ. Men det afholder mange sig fra, fordi det kræver en investering.

Folketingets tre største partier, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre, slår fast, at de forurenende brændeovne ikke skal forbydes.

Til gengæld melder partierne sig klar til at genindføre ordningen, hvor en skrotning af en gammel brændeovn udløser en økonomisk præmie. Moderne og miljømærkede brændeovne forurener nemlig en del mindre.

Men det batter ikke rigtigt, at flere blot udskifter deres brændeovne til nyere modeller, siger Christian Ege.

- Det hjælper noget, og især på landet kan det være en god idé, hvor der er færre alternativer til brændeovne. Men forureningen er stadig meget stor, så det er en dårlig idé i villakvartererne, siger han.

Christian Ege oplever, at politikerne har berøringsangst, når det kommer til spørgsmålet om, hvad der skal stilles op med røgen fra brændeovnene.

- Vi oplever, at politikerne går omkring som katten om den varme grød. De er bange for, at der er for mange følelser i det blandt mange vælgere, siger han.

Undersøgelser viser ifølge Berlingske, at den samlede brændefyring står for omtrent 65 procent af den samlede udledning af skadelige partikler i Danmark.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Brøndby og FCM dominerer: Her er...
bt.dk
Medarbejdere er rasende: De ansatte...
bt.dk
Susanne lever med brændende smerter...
bt.dk
Ost trækkes tilbage flere steder i...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx