Af Ritzau - 10/05-17 13:50

Svært at rokke ved vaccineskeptiske forældreSvært at rokke ved vaccineskeptiske forældre

Selv reel fakta kan ikke rokke ved forældres forestilling om, at hpv-vaccine er farlig, siger kampagneekspert.

storybild

Som en del af informationsindsatsen "Stop hpv" har Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen lavet hjemmesiden stophpv.dk, hvor forældre kan finde information om livmoderhalskræft og hpv-vaccinen. (Billede: Free/Tashatuvango)

Det nytter ikke, at man har ret, hvis der ikke er nogen, som hører ens argumenter.

Det siger Jesper Jørgen Hansen, som er faglig leder ved Kreativ Kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han har taget et kig på Sundhedsstyrelsens, Kræftens Bekæmpelses og Lægeforeningens nye informationsindsats, som skal genskabe tilliden til hpv-vaccinen.

De tre aktører er alvorligt udfordret af, at der allerede er skabt stærke forestillinger blandt danske forældre om, at der er risiko for bivirkninger ved vaccinen, siger Jesper Jørgen Hansen.

- Fraværet af reel kommunikation har gjort, at der er andre instanser uden den samme faglighed, som har kunnet få taletid, siger han.

- Når folk allerede har dannet sig en mening om et emne baseret på følelser født ud af falske påstande på sociale medier, har de en meget lille tendens til at ændre holdning. Selv hvis de bliver præsenteret for uafviselige facts, siger han.

Som en del af informationsindsatsen "Stop hpv" har Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen lavet hjemmesiden stophpv.dk, hvor forældre kan finde information om livmoderhalskræft og hpv-vaccinen.

Kampagnen består også en facebookside og pjecer.

Jesper Jørgen Hansen frygter, at kampagnen vil være så usynlig, at den ikke kommer til at gøre en reel forskel.

- Vi trænger til at få slået fast med syvtommer søm, at der er nogle fordomme og forestillinger, der ikke er sande. Som kampagnen præsenterer sig på hjemmesiden og Facebook i dag, mangler de elementer, der kan trække folk ind.

- Det nytter ikke at komme med en masse rationelle facts, hvis man skal omgås en holdning baseret på følelser. Så skal man selv pakke informationerne ind i følelser, siger han.

Virusset hpv kan udvikle sig til livmoderhalskræft. En vaccine kan beskytte mod nogle typer af hpv, og derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen, at unge piger bliver vaccineret.

Gennem de seneste år har der været stort fokus på, at nogle piger og kvinder oplever symptomer, som ikke umiddelbart kan forklares. Nogle mistænker hpv-vaccination som årsag til symptomerne.

Det kan ifølge Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse være en af årsagerne til, at tilslutningen til vaccinen er styrtdykket.

Det har også betydet, at der er forældre, som tvivler på vaccinens sikkerhed.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx