21/07-17 13:25

Sådan bruger du nemt dine madrester til nye måltiderSådan bruger du nemt dine madrester til nye måltider

Rester fra madlavningen kan nemt gemmes og bruges senere. Det gælder både råvarer og middagsrester. Læs her, hvordan.

storybild

København. En rest ost, enden af en tomat, kålstokke og stilken fra krydderurterne kan blive til mere mad, hvis man formår at udnytte sine rester.

Men det kræver først og fremmest et system at gemme sine madrester, så der ikke opstår kaos i køkkenet, siger Birte Brorson, der er selvstændig økologisk køkkenrådgiver.

- Det er nødvendigt med et system til opsamling, så man har en pose eller en bøtte i fryseren til eksempelvis osterester, en til appelsin- og citronskræller og en til stokke og stilke fra grønt, siger hun.

Og så skal man vide, hvad man kan stille op med resterne. Ellers bliver de nemt for gamle i fryseren i stedet for i køleskabet. Derfor er det smart at tænke flere rester ind i ét måltid, siger Birte Brorson.

- Når man har rester af pålæg, ost og tomatender, skal der laves pizza. Har man en masse grøntsagsstokke, kan de gå med i en wokret, mens krydderurtestilke og rester fra eksempelvis bladselleri kan blendes til en pesto, siger hun.

Men rester er ikke kun råvarer. Det kan også være tilberedt mad, der er tilovers efter aftenmåltidet, siger kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

- Mange gider ikke spise det samme to dage i streg. Eller de synes ikke, at der er nok at gemme af, men med en ingrediens mere og lidt kreativitet, kan man måske trylle et måltid mere ud af resterne, siger hun.

Det kræver, at man er eventyrlysten, og Louisa Lorang medgiver, at det er nemmere for folk, der er gode til at lave mad at genanvende rester.

Men næsten alt kan pakkes ind i en dej og spises igen, siger Birte Brorson.

- En tærte med resterne fra aftensmaden er et nemt måltid, og har man pasta eller brød tilovers, kan man lave tærtebunden ud af det i stedet for at slå en dej op, siger hun.

Putter du rester i en tærte, så bland eventuelt osteresterne fra fryseren i æggemassen, så du får smagen fra ostene med.

Rester af ris, bulgur eller couscous kan gemmes og bruges som supplement til hvedemel i en fars, næste gang der skal røres frikadeller eller kødboller.

Når råvarer eller middagsrester skal trylles om til en ny ret, råder Birte Brorson til at følge sine smagsløg, for selv usikre kokke ved som regel, hvad de bedst kan lide.

Er man vild med karry, så giv wokretten karry, så er chancen, for at den smager dig, større, lyder det fra Birte Brorson.

Fakta: Disse rester er nemme at genanvende

- Stilke fra krydderurter som persille, dild og basilikum samt bladsellerirester kan blendes og bruges i pesto.

- Stokke fra kål kan skæres i stykker og bruges i wok eller suppe.

- Tomatender, ost og pålægsrester kan puttes på hjemmelavet pizza.

- Økologiske og usprøjtede citron- og appelsinskræller kan blendes med samme vægtmængde sukker til en appelsin- eller citronpasta. Den er god på kage, i dressinger eller som glace på svinekød.

- Middagsrester som gryderetter eller grøntsager kan bages ind i en tærte, i butterdejssnitter eller i en pandekage.

- Rester af ris, bulgur og couscous er gode som fyld i fars.

Kilde: Birte Brorson.

/ritzau/FOKUS

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Beredskabsstyrelsen advarer grill- og...
bt.dk
BTs Formel 1-ekspert: Kom så, Grosjean!
bt.dk
Japanere knuser dansk drøm om ny...
bt.dk
Det norske kongehus forsvarer...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx