08/05-18 19:03

Disse hjemmesider beskytter dit digitale livDisse hjemmesider beskytter dit digitale liv

Vil du undgå, at eksempelvis sociale medier snager i dit privatliv på internettet, kan du installere programmer, som hjælper med at beskytte dig.

storybild

Facebook bruger dine likes til at analysere, hvad de skal reklamere for på din side, og derfor kan det være en god idé at rydde ud i sine likes, siger en dataekspert. Free/Colourbox

København. Kan vi fortsat være sikre på, at vores personlige oplysninger på nettet ikke bliver misbrugt af folk med onde hensigter?

Det spørgsmål er der nok mange, der har stillet sig selv, efter det kom frem, at firmaet Cambridge Analytica havde fået uretmæssig adgang til millioner af Facebook-brugeres personlige oplysninger.

Selv om dataskandalen har åbnet øjnene hos mange, bruger Facebook og andre sociale medier fortsat vores personlige oplysninger. Det fortæller Pernille Tranberg, der er rådgiver i dataetik.

Hun kommer derfor med sine råd til to hjemmesider, som kan være med til at opretholde din digitale sikkerhed.

Den ene hjemmeside hedder ghostery.com, som er en såkaldt cookie-blocker.

- I den browser, du bruger Facebook på, kan du blokere for, at Facebook snerrer i dit liv uden for Facebook. Hvis ikke du blokerer for det, så ved de alt om, hvad du laver, siger Pernille Tranberg.

Ved at installere programmet i din foretrukne browser kan du dermed blokere for, at Facebook snager i alt, hvad du laver på nettet.

Når programmet er installeret, kan du trykke på det lille blå spøgelsesikon i hjørnet, hvor du kan se, hvor mange sider der sporer dig.

- Herefter kan du sige "block all", og så blokerer den for alle, siger Pernille Tranberg.

Mange virksomheder bruger nemlig dine cookies til blandt andet at lave målrettede reklamer ud fra din søgehistorik på computeren.

Det samme gør sig også gældende på Facebook, fortæller Pernille Tranberg.

- En af de bedste ting, du kan gøre på Facebook, er at unlike. Få unliket alle de likes, du måtte have givet til store brands, fordi de i dag bliver brugt til at analysere dig, så de kan pushe ting i hovedet på dig, siger hun.

Her kan hjemmesiden stalkscan.com være en hjælp.

- Ved at kopiere din egen Facebook-url ind på siden, kan du se alle de billeder, du har liket. Så kan du relativt nemt få slettet mange af dine likes, siger Pernille Tranberg.

Facebook bruger nemlig dine likes til at analysere, hvad de skal reklamere for på netop din side, og derfor kan det være en god idé at rydde ud, fortæller Pernille Tranberg.

Det er ikke kun på computeren, at du bør beskytte dig. Det gælder også på telefonen, hvor der er nogle gode råd at følge, fortæller Anette Høyrup, der er næstformand i Rådet for Digital Sikkerhed.

- Du skal blandt andet ikke hente alle mulige apps ned. I stedet bør du holde dig kritisk til de ting, du installerer, da de ofte kan få adgang til al data på din telefon, siger hun.

Derfor kan det betale sig at skimme vilkårene for en specifik app igennem, siger Anette Høyrup.

- Husk også at slette apps løbende, som du ikke bruger. Når man først har installeret en app, kan den nemlig ligge og høste data i tid og evighed, hvis ikke du sletter den, siger hun.

Nogle gange er det ikke nok at slette appen alene. Har du oprettet dig som bruger, kan det også være nødvendigt at bede udbyderen om at slette den.

Slutteligt fraråder Anette Høyrup, at man bruger sit Facebook-login på alle tjenester og apps, selv om det er den nemme løsning. Du løber nemlig en risiko for, at tjenesterne får adgang til mange af dine personlige oplysninger.

Fakta: Disse hjemmesider kan hjælpe din digitale sikkerhed

- Ghostery.com

Bør installeres i den browser, du bruger Facebook på, og det lægger sig som et lille ikon i hjørnet. Kan bruges på alle standardbrowsere.

- Stalkscan.com

Kan bruges til at få overblik over alle de statusser, billeder og links, du har liket gennem tiden. Du skal blot kopiere urlen (webadressen) på din Facebook-profil og sætte den ind på siden. Herfra har du det fulde overblik over din Facebook-fortid.

Kilde: Pernille Tranberg

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Donald Trump i smutter: Kom til at...
bt.dk
Forlystelse lukket: Kvinde ramte træ...
bt.dk
LIGE NU: Kronprinsen til Royal Run...
bt.dk
Kan du hjælpe? Politiet leder efter...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx