Af Ritzau - 08/12-16 07:01; Opdateret: 08/12-16 09:17

Parløb mellem Bæredygtigt Landbrug og CBS kritiseresParløb mellem Bæredygtigt Landbrug og CBS kritiseres

En række mails afslører ifølge DR et problematisk samarbejde om rapport mellem landbrugsorganisation og CBS.

storybild

Dokumenter, DR har fået aktindsigt i, viser, at forskerne bag en CBS-rapport kopierede data fra Bæredygtigt Landbrug direkte ind i rapporten og forsøgte at nedtone den data, som går i en anden retning end den, landbrugsorganisationen ønskede. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

En uvildig forskningsrapport fra Copenhagen Business School (CBS) kritiseres af flere eksperter for at være et partsindlæg af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det skriver DR.

Rapporten konkluderer, at skrappe danske miljøregler koster seks til syv milliarder kroner om året. Den er blevet brugt af politikere og meningsdannere til at kræve bedre vilkår for dansk landbrug.

Men forskningsrapportens konklusioner lægger sig et stykke fra tidligere undersøgelser fra både Københavns Universitet og Cowi fra 2012 og 2015.

Disse undersøgelser nåede frem til, at miljøregler kun spiller en mindre rolle for landbrugets økonomiske problemer.

DR har fået aktindsigt i dokumenter og mails fra CBS-rapportens tilblivelse. De er blevet præsenteret for flere eksperter.

En af dem er lektor Alex Dubgaard fra Københavns Universitet, som forsker i miljø- og klimaøkonomi. Han mener ikke, at man kan betegne CBS' forskning som uvildig.

- Med det, der er blevet dokumenteret i korrespondancen, er der ikke længere tale om uvildig forskning. Så fremgår det som et partsindlæg, der ønsker at fremme et bestemt politisk program, siger han.

Dokumenterne viser ifølge DR, at forskerne bag rapporten kopierede data fra Bæredygtigt Landbrug direkte ind i rapporten.

De forsøgte også at nedtone den data, som går i en anden retning end den, organisationen ønskede.

Det er meget problematisk, siger professor emeritus Heine Andersen fra Københavns Universitet. Han har undervist i god forskningsskik og har siddet i det såkaldte praksisudvalg på samme universitet.

Han betegner det som citatfusk, når en forsker kopierer data ind i rapporten uden at angive, hvor han har det fra.

- Det virker jo, som om der har været et ret tæt samarbejde mellem forfatteren og folk fra Bæredygtigt Landbrug med at skaffe oplysninger og også med at skrive i selve rapporten, siger Heine Andersen.

DR Nyheder har været i kontakt med de forskere, der står bag rapporten. Ingen af dem har ønsket at udtale sig på nuværende tidspunkt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx