Af Ritzau - 07/05-17 07:14; Opdateret: 07/05-17 09:35

To amerikanske kvinder dør i vandscooterulykke i KøbenhavnTo amerikanske kvinder dør i vandscooterulykke i København

En eller flere vandscootere påsejlede lørdag en udlejningsbåd i Københavns Havn. Otte personer er anholdt.

storybild

Politibetjente ses nær Langebro i Københavns Havn, hvor en ulykke med vandscootere, der påsejlede en båd, har kostet to personer livet. (Billede: Scanpix/Uffe Weng)

Endnu en person er afgået ved døden efter en ulykke, der fandt sted nær Langebro i Københavns Havn lørdag.

Det oplyser politiinspektør ved Københavns Politi Jens Jespersen søndag morgen.

Dermed er i alt to personer omkommet i ulykken.

Det er to unge, amerikanske kvinder, der er omkommet, oplyser politiinspektøren. Deres pårørende skulle være underrettet.

Ulykken fandt sted nær Langebro, hvor en eller flere vandscootere påsejlede en udlejningsbåd.

Forinden var politiet blevet gjort opmærksom på, at der i havnen sejlede en større gruppe vandscootere rundt i meget høj fart.

Ved sammenstødet faldt flere personer i vandet, og mens nogle selv kunne redde sig op af vandet, måtte andre have hjælp. Gruppen af vandscootere flygtede fra stedet.

Lørdag kort før klokken 20 mistede den første kvinde livet. Den amerikanske kvinde var ifølge TV2 News på sprogskole i København.

En anden person kom alvorligt til skade og blev kørt til Rigshospitalet med svære kvæstelser i hoved og ansigt.

Det er den person, som i løbet af natten afgik ved døden, oplyser politiinspektøren.

Derudover kom fem personer lettere til skade i ulykken.

I alt har politiet anholdt ni personer, som blev pågrebet i Brøndby Havn. En bliver løsladt igen, mens resten bliver fremstillet i grundlovsforhør i løbet af søndagen.

Jens Jespersen fortæller, at en af de otte bliver sigtet for uagtsomt manddrab.

- Altså for at have ført det fartøj, som er sejlet ind i båden og har frembragt dødsfaldene, siger politiinspektøren.

De resterende syv vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 252, der handler om at bringe andres liv i fare.

Det er en bestemmelse i straffeloven, der i tidligere straffesager er blevet brugt ved eksempelvis spirituskørsel, der er endt i trafikuheld. Hvis man kendes skyldig, kan man straffes med fængsel eller bøder.

De anholdtes vandscootere er blevet beslaglagt og skal gennemgå tekniske undersøgelser.

Båden, som de amerikanske kvinder havde lejet, tilhørte firmaet Goboat, og her begræder man episoden. Nu håber man, at alle vidner vil hjælpe politiet.

- Hvis der er nogle, der har filmet hændelsen, vil vi opfordre til at overlevere materialet til politiet, siger stifter Kasper Eich-Romme.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx