06/10-17 12:14; Opdateret: 06/10-17 14:23

Venstres Eva Kjer Hansen går imod burkaforbudVenstres Eva Kjer Hansen går imod burkaforbud

Mens Venstre støtter maskeringsforbud, stemmer Eva Kjer Hansen imod, siger hun efter folketingsgruppens møde.

storybild

Venstres tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil ikke stemme for et maskeringsforbud, som omfatter den islamiske klædedragt burka og niqab. Free/Pressefoto Fra Miljø- Og Fødevareministeriet.

København. Det strider helt grundlæggende imod liberale værdier at forbyde en bestemt beklædning.

Derfor stemmer Venstres tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen imod partiets maskeringsforbud, der omfatter klædedragten burka og niqab.

Det siger hun efter folketingsgruppens møde. Her tog hun forbehold over for forslaget.

- Ja. Jeg har taget forbehold i dag (fredag, red.). Så må vi se nærmere på, når der kommer et konkret lovforslag. Jeg er oprigtig bekymret for konsekvensen af et forbud, siger Eva Kjer Hansen.

- Hvordan det vil indvirke på det danske samfund? Jeg synes, at vores grundlæggende frihedsrettigheder er noget af det vigtigste at kæmpe for.

Samfundet kan i stedet for at forbyde en bestemt klædedragt handle langt mere konsekvent, hvis kvinder dækker deres ansigt med en burka eller niqab, mener Eva Kjer Hansen.

- Det er en konsekvent linje om, at man i Danmark viser ansigt. Dit ansigt skal være synligt, når du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, når du besøger lægen eller kører i bus med dit buskort, siger Eva Kjer Hansen.

Spørgsmål: - Frygter du, at muslimske kvinder isoleres endnu mere af deres mænd efter et forbud?

- Det grundlæggende er, at vi griber til lovgivning, om hvordan de må gå klædt. Når de færdes i offentligheden i Danmark. Det synes jeg simpelt hen ikke, at vi skal, siger Eva Kjer Hansen.

Spørgsmål: - Så vi angriber grundlæggende danske rettigheder og værdier for at bekæmpe et problem?

- Ja. Det kan have meget vidtrækkende konsekvenser. Jeg er meget bekymret for, at vi slår ind på en glidebane. Hvad skal vi overhovedet lovgive om i Danmark? siger Eva Kjer Hansen.

- Jeg tror ikke, at vi kan forbyde os ud af de problemer, der er.

Et forbud er ifølge hende det forkerte værktøj til at bekæmpe burkaen, der er noget af det mest kvindefjendske, hun ved.

- Jeg er rigtig ked af, at nogle religiøse fanatikere får os til at ændre på nogle af de grundlæggende værdier i det danske samfund, siger Eva Kjer Hansen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx