03/09-13 06:27

Samuelsen: Ligeglad med alt andet end lavere skatSamuelsen: Ligeglad med alt andet end lavere skat

Lavere skat, mere vækst, mere frihed og en bedre offentlig sektor. Det er alt, hvad Anders Samuelsen går op i. resten er han ligeglad med, udtaler han i et interview med Ugebrevet A4. Her kræver den liberale partileder langt mere gennemgribende reformer, end vi hidtil har set. Han mener, de andre partier luller danskerne i søvn med fesne reformer og politisk tomgangssnak.

storybild

Liberal Alliances årsmøde. Partiets formand, Anders Samuelsen, på talerstolen til partiets årsmøde. (Billede: Magnus Holm / Polfoto)

Et fælles finanslovsudspil fra partierne i blå blok har fået regeringens kolde skulder. Men skuffelsen for Liberal Alliance må være til at bære, for det er alligevel helt anderledes gennemgribende reformer, der skal til, hvis dansk økonomi skal på ret køl og velfærden reddes, mener den liberale partiformand, Anders Samuelsen.

Det siger partiformand Anders Samuelsen i et interview med Ugebrevet A4.

»Danmark er en nation med åbent benbrud, og så snakker man om, hvilken farve plaster man skal sætte på,« siger han.

Anders Samuelsen er godt og grundigt træt af udenomssnak og stilstand i dansk politik i lyset af partiformandens yderst dystre prognoser:

»Vi har slet ikke råd til vores velfærdssamfund, hvis vi fortsætter i samme spor.«

I et interview med Ugebrevet A4 retter den liberale partiformand skytset mod Folketingets øvrige partier, der efter hans mening er godt i gang med at lulle danskerne i søvn med tamme reformer, varm luft og symptombehandling, alt imens velfærden smuldrer. I stedet for at gøre det nødvendige.

Anders Samuelsen giver i det hele taget ikke meget for regeringens bebudede reformkurs.

»Vi kaster om os med ord som 'reform' og 'reform-amok', men det, vi har set indtil nu, er jo ikke i nærheden af reformer,« siger Anders Samuelsen.

Selv forårets stort anlagte vækstplan, som hans eget parti lagde stemmer til, betegner han som en lappeløsning, der ikke har nogen reel virkning.

»Det kan ikke betegnes som andet end status quo at lave en vækstpakke, der skaber mellem 1.000 og 1.500 job de næste syv år. I den periode, vi forhandlede pakken på plads, mistede vi flere arbejdspladser, end man forventer at have skabt i 2020,« siger partiformanden. Han understreger, at regnestykket er finansminister Bjarne Corydons (S) eget.

Når regeringen i løbet af efteråret fremlægger både en reform af beskæftigelsessystemet og af erhvervsuddannelserne, håber Anders Samuelsen, at det, han opfatter som politisk tomgang, er byttet ud med større reformvilje.

»De her fastlåste positioner i dansk politik er utroligt ødelæggende for vores mulighed for at finansiere vores velfærdssamfund. Vi tænker, at nu har vi fundet den rigtige model og den rette størrelse på den offentlige sektor. Men vi glemmer alle bagsiderne,« siger Anders Samuelsen.

Han henviser til den store andel af personer på overførselsindkomst.

»800.000 personer er placeret uden for fællesskabet. Hvordan kan man sige, at det er en succes, og at man ikke vil ændre på den model? Det er en socialpolitisk katastrofe af dimensioner.«

Det at få flere væk fra offentlig forsørgelse er et af hovedelementerne i partiets planer om at slanke den offentlige sektor, der ifølge Anders Samuelsen har en størrelse, der går ud over den danske konkurrenceevne.

»Den offentlige sektor er alt for dyr. Det får os til at kræve for mange skatter ind, og når vi kræver for mange skatter ind, ødelægger vi konkurrenceevnen. Vi er de eneste, der tør sige det her,« siger Anders Samuelsen.

Men hvad gør man, når man står i spidsen for det eneste parti, som ifølge Anders Samuelsen har indset, hvad der er nødvendigt? Man væbner sig med tålmodighed og øver indflydelse, hvor man kan, indtil virkeligheden går op for alle andre.

»Barnet i 'Kejserens nye klæder' havde heller ikke indflydelse til at starte med. Men til sidst kunne folk godt se, at barnet havde ret, og så ændrede de indstilling til, hvorvidt kejseren havde tøj på eller ej,« siger Anders Samuelsen og fortsætter:

»Hvis barnet ikke er der til at fortælle, hvordan tingene egentlig hænger sammen, så får folk efterhånden lullet sig ind i denne her historie om, at det går godt, og at krisen er overstået,« siger han.

Og Anders Samuelsen er ikke i tvivl om, at han og hans partifæller får mere indflydelse i fremtiden. Faktisk bliver Liberal Alliance tungen på vægtskålen, når danskerne atter skal til stemmeurnerne og det nye Folketing stykkes sammen.

»Det er os, der har de afgørende mandater til næste valg. Vi får 18 mandater og den position, som Radikale og Dansk Folkeparti havde på deres bedste dage under den forrige regering,« siger Anders Samuelsen.

Han afviser at ville være med i regeringen, hvis det skulle ende med et blåt flertal.

»Risikoen ved at komme i regering er, at man får nogle ministerposter og bliver kvalt i dem. Vi skal have fokus på retningen, og det kan man bedre have, når man står udenfor. Her kan man sætte en pris, som kan flytte noget,« siger Samuelsen.

Og til den tid skal partiet nok forstå at tage sig betalt, når forskellige tiltag skal stemmes igennem.

»Der skal betales hver gang på fire områder: Lavere skat, mere vækst, mere frihed og en bedre offentlig sektor. Resten er jeg ligeglad med,« siger Samuelsen

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx