Af Birger A. Andersen - 25/09-17 13:58

11-årig forsøgt seksuelt overfaldet i park: Politiet har direkte besked til borgerne 11-årig forsøgt seksuelt overfaldet i park: Politiet har direkte besked til borgerne

En 11-årig pige blev søndag forsøgt forulempet i Fælledparken i København. Politiet søger vidner til episoden.

storybild

Københavns Politi efterlyser mandag henvendelser fra folk, der søndag eftermiddag kan have set den formodede gerningsmand til et forsøg på at forulempe en 11-årig pige i et hjørne af Fælledparken i København.

Omkring klokken 13.30 forsøgte en usoigneret mand med langt skæg og handsker tilsyneladende at forgribe sig på pigen. Hun havde dog held til at skrige op og gøre modstand, så gerningsmanden opgav sit forehavende.

»Vi har fået nogle henvendelser allerede, som vi er i gang med at følge op på. Men jeg vil gerne appellere til, at man fortsat henvender sig, hvad man har set noget interessant i tidsrummet mellem kl. 13 og 14 søndag eftermiddag i eller omkring Fælledparken,« siger politikommissær Jakob Grell fra afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi.

Efterforskningslederen ønsker ikke præcist at oplyse, hvad der foregik ved forsøget på den seksuelle krænkelse af den 11-årige pige, ligesom han ikke ønsker at oplyse årsagen til, at pigen befandt sig på gerningsstedet, der var det hjørne af Fælledparken, som grænser op til henholdsvis Jagtvej og Serridsslevvej. Her findes blandt andet en mindre bakke med træer og buske omkring.

Gerningsmanden beskrives som 30-40-årig og dansk af udseende. Han menes at være 170-180 centimeter høj, normal af bygning og med en "lille ølmave". Ifølge politiet var han usoigneret og havde kort hår og langt skæg. En misbrugs- eller hjemløs type, lyder beskrivelsen.

På gerningstidspunktet var han iført en gul jakke med hul på ærmet samt en sort T-shirt, sorte cowboybukser og handsker.

»Umiddelbart har vi ikke været i stand til at kortlægge den rute, som han har forladt stedet ad. Blandt andet derfor er vi stadig interesseret i henvendelser fra offentligheden, hvis nogen har set noget interessant,« tilføjer politikommissær Jakob Grell.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx