16/09-17 07:33

Engell: R udraderes måske ved kommunalvalgEngell: R udraderes måske ved kommunalvalg

Uden en borgmester i København mister De Radikale kommunal magtbase, mener politisk kommentator Hans Engell.

storybild

De Radikales nestor, Marianne Jelved, fejrede for nylig sit 30 års jubilæum som folketingsmedlem på Christiansborg. Scanpix/Erik Luntang/scanpix/

København. De Radikale taber deres kommunale magtposition, hvis Anna Mee Allerslev ved kommunalvalget til november mister posten som Københavns beskæftigelsesborgmester.

Det mener politisk kommentator Hans Engell før Det Radikale Venstres landsmøde i weekenden i Nyborg.

- De Radikale kan blive fuldstændig udslettet ved det kommende kommunalvalg. Mister Anna Mee Allerslev sin borgmesterpost i København, så har de ikke længere en post i KL's bestyrelse, påpeger Hans Engell.

Han venter, at partiet også presses i 2019 ved EU-Parlamentsvalget. I Europa-Parlamentet sidder De Radikales Morten Helveg sammen med Jens Rohde, som i mange år var førende venstremand.

- Morten Østergaard (De Radikales politiske leder, red.) står med sin menighed. Der er opbakning bag ham i partiet. Men hvor længe kan De Radikale holde til at være et parti uden indflydelse?, spørger Hans Engell.

- Hvor mange år vil det radikale bagland acceptere at holde fanen meget højt? Til gengæld har de ingen jordforbindelse. Og de får stadig færre vælgere. Det kan blive et problem for Morten Østergaard.

På Christiansborg mangler partiet nok mandater til at få politisk magt. Så de kan gå til højre og venstre ligesom Dansk Folkeparti. Eller være stærke nok til at gå i regering.

- Der er masser af radikale på Christiansborg. De er bare ikke i Det Radikale Venstre, men i andre partier. Alternativet har bidt sig godt fast. Vi har Enhedslisten, og der er flere radikale i Liberal Alliance, siger Hans Engell.

I 2014 blev Morten Østergaard partileder, da Margrethe Vestager blev EU's konkurrencekommissær. Han følger i sporet fra hende og forgængeren Marianne Jelved. Men han har ikke skabt et nyt projekt, mener kommentatoren.

- Det er landets mest flygtninge- og EU-venlige parti. Præcis på de to punkter møder de en holdning i Folketinget, hvor vinden blæser stik modsat, siger Hans Engell.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx