19/09-17 06:03

Stor reform af bilafgifter kan blive udskudtStor reform af bilafgifter kan blive udskudt

VLAK og DF overvejer at tage de første skridt mod teknisk afgift og udskyde stor reform til efter næste valg.

storybild

København. Bliv nu færdige, så vi kan sælge biler igen.

Sådan lyder det fra bilbranchen, der er gået glip af ugers kundebesøg og prøveture, mens forhandlingerne om bilafgifter har mindet om et lydløst harmonikasammenstød mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Nu forsøger parterne så igen at nå i mål.

Og det kan blive med en model, der tager de indledende skridt mod den omlægning af bilafgifterne i retning af miljø og sikkerhed, som DF ønsker.

Til gengæld opgiver parterne at lave den grundlæggende reform af afgiftssystemet som både DF, De Konservative og bilbranchen har talt for.

Den vil i stedet blive udskudt til minimum efter næste valg - altså eksempelvis i fire år, oplyser flere kilder med indsigt i forhandlingerne til Ritzau.

Det skal give ro til at lave reformen ordentligt. Og sende et signal til bilkøberne om, at de lige så godt kan købe nu, for der går alligevel lang tid, før systemet bliver ændret igen.

Alt efter temperament kan det udlægges som en panisk hovsa-løsning eller rettidig omhu i forsøget på at få gang i bilsalget igen.

Selv om DF er ved at nå til enighed med V og K om hovedlinjerne i en afgiftsomlægning her og nu og en udskydelse af den store reform, så er det dog ikke sikkert, at aftalen bliver til noget.

Liberal Alliance er nemlig endnu ikke om bord. Og de tre regeringspartier har givet hinanden håndslag på at være enige, når der i forhandlinger ændres på et udspil.

Så en aftale kræver Liberal Alliances accept. Ellers må regeringspartierne begynde forfra med at lave et nyt udspil til DF. Og det vil betyde yderligere forsinkelser i forhandlingerne.

Dermed er presset igen havnet på LA, der netop har lagt ryg til et endegyldigt farvel til topskattelettelser i denne valgperiode.

Det ubehagelige for LA er dog, at hvis partiet giver sig af hensyn til bilsalget og blå blok, så kan det hurtigt blive udlagt som et nyt ydmygende topskatte-nederlag.

Regeringen har nemlig spillet ud med en flad bilafgift på 100 procent. VLAK-regeringens forslag vil især gavne købere af de dyreste biler, der i dag betaler en afgift på 150 procent.

Det vil være en slags topskattelettelse på biler, har det lydt gentagne gange fra Kristian Thulesen Dahl (DF). Forslaget er derfor ikke udgangspunktet for det kompromis, som ligger foran LA.

Selv om nederlaget i givet fald vil være størst for LA, kan en eventuel aftale dog også gøre DF sårbare for kritik.

For når partiet har flertal uden om regeringen med partierne i rød blok, hvorfor udnytter man så ikke det til at gennemføre en stor reform, der for alvor belønner miljørigtige og sikre biler?

Igen er begrundelsen hensynet til det stillestående bilsalg.

Det kan tage seks måneder eller mere, før politikere og embedsmænd i fællesskab er klar med en model, som vil være holdbar, lyder skønnet. Og det kan bilbranchen ikke vente på.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx