03/11-17 04:38; Opdateret: 03/11-17 16:37

73-årig dræber sin hustru i Aalborg og ringer til politiet73-årig dræber sin hustru i Aalborg og ringer til politiet

Nordjyllands Politi modtog natten til fredag et opkald fra en 73-årig mand, der havde knivdræbt sin kone.

storybild

En 73-årig mand ringede selv til politiet og fortalte, at han kort forinden havde dræbt sin kone med en kniv i Aalborg natten til fredag. Free/Colorbox.dk/arkiv

Aalborg. En 73-årig mand har natten til fredag dræbt sin 71-årige hustru med kniv i Aalborg. Efter forbrydelsen ringede han selv til politiet.

Nordjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 01.12.

I telefonen oplyste manden, at han kort forinden havde dræbt sin hustru på deres fælles bopæl på Lyngholmsvej i Aalborg.

Da politiet ankom til stedet, blev kvinden fundet livløs. Hun blev efterfølgende erklæret død af en læge på stedet.

Manden blev anholdt og sigtet for drab, og ved et grundlovsforhør er han fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

I Nordjyllands Politi sagde vicepolitiinspektør Frank Olsen fredag middag, at efterforskningen ikke umiddelbart er særlig kompliceret.

- Sagen er fuldt belyst. Den sigtede har afgivet en forklaring, der stemmer overens med de faktiske forhold, vi har konstateret ude på stedet, siger han til Nordjyske.

Endnu er det dog ikke lykkedes politiet at finde en forklaring på, hvorfor manden ønskede sin hustru død. Tilsyneladende er der tale om et ganske almindeligt ægtepar.

- Det er ikke helt klart for os, hvorfor det ender så galt, som det gjorde. Det er det, efterforskningen nu skal forsøge at finde frem til, siger vicepolitiinspektøren til Nordjyske.

Tidligt fredag morgen havde en nabo til parret da også meget svært ved at forstå, hvordan det kunne ende med et drab.

- Det er jo dybt tragisk. Der var tale om meget flinke mennesker, som jeg tit talte med, sagde Daniel Berelejis til Ekstra Bladet.

- Der har intet været at mærke på dem. Manden var dog blevet noget svagere på det sidste. Han gik meget langsomt. Men hustruen var sød til at lave de praktiske ting. Hun har lige malet og sat huset i stand.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx