Af Ritzau - 05/12-16 10:06; Opdateret: 05/12-16 10:45

S hiver Løhde og Frank i samråd om våde ældre-bleerS hiver Løhde og Frank i samråd om våde ældre-bleer

Forholdene for de ældre er ikke prangende. Men den nye regerings politik vil gøre det værre, mener S.

storybild

Ældreminister Thyra Frank (billedet) fra Liberal Alliance skal sammen med innovationsminister Sophie Løhde (V) forklare sammenhængen mellem regeringens økonomiske politik og en værdig ældrepleje. Det kræver socialdemokraten Astrid Krag. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Både ældreminister Thyra Frank (LA) og ministeren for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), kan se frem til et samråd i Folketingets finansudvalg om de ældres forhold.

Det oplyser Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag, efter at der de seneste dage har kørt en debat om blandt andet våde bleer på plejehjemmene.

- De to ministre skal forklare, hvordan det, at man reelt vil have minusvækst i kommunerne i forhold til velfærden, kan hænge sammen med en værdig ældrepleje, siger Astrid Krag.

- Det hænger nemlig overhovedet ikke sammen. Og det har vi brug for, at de kommer og uddyber.

Det er især TV2, der har bragt historier om kritisable forhold i ældreplejen.

Regeringen lægger op til, at det offentlige forbrug skal vokse 0,3 procent årligt. Men det er ikke nok til at forhindre en udhuling af velfærden, mener S.

- Når man kigger på, hvor mange flere ældre, der kommer, så skal væksten ligge på 0,6 procent, bare for at holde det niveau vi har i dag, siger Astrid Krag.

- Og det er jo ikke et prangende niveau, har vi set med TV2's indslag om gennemvåde bleer og ældre, der ikke kan komme på toilettet.

Det er ikke kun TV2, der har haft de ældres forhold under lup. Ugebrevet A4 omtaler mandag en undersøgelse, der viser, at fire ud af ti medarbejdere i ældreplejen ofte seriøst har overvejet at sige op.

Rapporten er fra Kora - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning. Den bygger på en rundspørge i 2015 blandt ansatte på plejehjem og i hjemmeplejen.

Tre ud af fire svarer, at deres arbejde er interessant og meningsfuldt. Men hver tredje føler sig utilstrækkelig, fordi borgerne ikke får den fornødne hjælp.

Spørgsmål: Er der noget af det her, der ville se anderledes ud, hvis S var i regering?

- Vi har jo klart peget på, at vi bliver nødt til at have en offentlig økonomi, der kan følge med det stigende antal ældre, siger Astrid Krag.

- Og så har vi meget klart sagt, at vi vil stille os i spidsen for en "fingrene væk"-reform, der skal fjerne noget af alt det overflødige bureaukrati og kontrol, der er derude.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx