Af SIMONE AUGUSTA LUNDT - 23/03-17 11:11

Mads fik en underlig fornemmelse, da hans fritidsleder tilføjede ham på SnapchatMads fik en underlig fornemmelse, da hans fritidsleder tilføjede ham på Snapchat

Lederen for to fritidsklubber i Aarhus Kommune sendte et billede af sine kønsdele til en dreng i klubben og havde børneporno på computeren. Nu er han dømt.

storybild

Politiet foran retten i Aarhus (Billede: Henning Bagger)

Det begyndte som et venskab mellem et barn og hans fritidsleder. Men det endte med en dom for blufærdighedskrænkelse. Mads, hvis fulde navn er kendt af redaktionen, syntes han havde verdens sejeste fritidsleder. Da han begyndte i fritidsklub i femte klasse, blev han nemlig mødt af en fritidsleder, som talte åbent om udviklingen fra barn til teenager, onani og bryster. I fire år havde de et godt forhold til hinanden, men da Mads tog på efterskole ændrede alt sig.

»Jeg fik en venne-anmodning fra ham på det sociale medie Snapchat. Med det samme får jeg den tanke “Nu får jeg snart et billede, jeg ikke vil se”. Der har altid været noget underligt ved ham,« siger Mads.

Få dage efter får Mads sådan et billede, han ikke ønskede at se. Den fritidsleder han har kendt i mange år sendte et billede af sine testikler til ham på Snapchat. Billedet blev efterfulgt med opfordringen om, at Mads på 14 år også sendte et billede af sine kønsdele tilbage. Mads følte tilliden mellem dem var væk.

En mors værste mareridt

Da Mads’ mor, Lene, fik at vide, at den fritidsleder, som de havde tillid til havde krænket hendes barn, blev hun chokeret. Hun fortæller, at tiden efter de politianmeldte ham har været meget hård. Derfor begyndte Mads og hende til psykolog.

»Det var meget svært at se fritidslederen i retssagen, han sad bare og smilede. Da billederne kom frem med børneporno, der brød jeg sammen. Jeg havde bare lyst til at vende mig om og råbe ad ham,« fortæller Lene.

LÆS OGSÅ: Snapchat får hug for 'nedladende' kvinde-filtre

Mads har selv haft udfordringer, efter han modtog billedet fra fritidslederen. Han stoppede på efterskole, fordi han ikke kunne tackle at være social, og i dag har han svært ved at være alene hjemme og gå alene udenfor, når det er mørkt.

Børnene blev inviteret til pik, patter og pizza møder

Udover de forhold fritidslederen er blevet dømt for, fortæller Mads, at han synes, der foregik meget andet ubehageligt sammen med lederen. Men det er ikke episoder, som fritidslederen er blevet sigtet for, og derfor er det Mads’ beskrivelser af hans oplevelser.

»Dengang syntes jeg, at han var sej og sjov. Det var fedt at have en pædagog, som kunne snakke om seksuelle ting. Men set i bakspejlet var det meget grænseoverskridende,« siger Mads.

De såkaldte PPP-møder var en del af fritidsklubbens program. Ifølge Mads stod det på klubbens aktivitetskalender som PPP-møder, men alle omtalte det som pik, patter og pizza-møder. Han fortæller, at det blev holdt hjemme i fritidslederens bolig, og det var kun drengene fra klubben, som blev inviteret.

LÆS OGSÅ: Mads Christian dømt for at dele børneporno på Snapchat: Far vil trække flere ind i sagen

Søren Aakjær, der er Børn og Unge Chef i Aarhus Kommune, bekræfter, at der blev afholdt PPP-møder hos fritidslederen og nogle gange på klubben. Men Aarhus Kommune havde ikke kendskab til, at PPP-møder skulle stå for pik, patter og pizza, derimod fik de at vide, at møderne handlede om overgangen fra dreng til teenager.

Mads' oplevelse af PPP-møderne var, at det ikke kun var pizza, der var på programmet. De skulle også lege ’Pandoras æske’, hvor drengene anonymt kunne skrive en seddel med spørgsmål, hvor de skiftedes til at svare på spørgsmålene. Mads fortæller, at fritidslederen ikke syntes, drengene var lumre nok.

»Han fulgte ikke kun de spørgsmål, der lå i skålen, han spurgte også bare ud til os. Han spurgte, hvor stor vores penis var, og hvor tit vi onanerede. Sådan nogle ting,« fortæller Mads.

Et af de første PPP-møder, Mads var til, var i femte klasse. Senere blev han også inviteret til AGF-kampe og pizza alene sammen med fritidslederen. Men det ville hans forældre ikke lade ham tage til.

I dag håber Mads og hans familie, at der er flere, som vil stå frem og fortælle Aarhus politi, hvis de er blevet krænket af fritidslederen.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra fritidslederen og fritidslederens advokat ønsker ikke at udtale sig.

Mads og Lene ønsker ikke, at deres efternavn bliver bragt. Deres fulde navn er kendt af redaktionen. Fritidslederens navn er anonymt, men er kendt af redaktionen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx