Af Ritzau - 07/05-17 00:22

Patienter med kronisk migræne må vente år på at få hjælpPatienter med kronisk migræne må vente år på at få hjælp

Der er op til tre års ventetid på behandlingskrævende kroniske hovedpiner, som 100.000 danskere lider af.

storybild

Det anslås, at omkring 100.000 danskere lider af hovedpine, der er behandlingskrævende (arkivfoto). (Billede: Scanpix/Sisse Stroyer)

I øjeblikket er der inden for det offentlige sundhedsvæsen op til tre års ventetid på at blive behandlet for kronisk hovedpine.

Det skriver Berlingske søndag på baggrund af tal, som avisen har søgt aktindsigt i.

Det anslås, at omkring 100.000 danskere lider af hovedpine, der er behandlingskrævende.

Berlingske har kontaktet hovedpineklinikkerne på de danske hospitaler, og de har alle ventelister, der overskrider behandlingsgarantien på 30 dage.

Ventetiden er kortest på Regionshospitalet Viborg, hvor det er lykkedes hospitalet at nedbringe ventetiden fra 50 til ti uger siden 2016.

Men bor man på Fyn og bliver henvist til Odense Universitetshospital, får man et brev om, at man først kan påbegynde sin behandling i 2021.

I Odense har ventetiden været stigende, siden klinikken blev oprettet i 2013.

I Esbjerg er ventetiden siden 2014 steget fra 43 til 67 dage.

I Aalborg har ventetiden varieret fra 15 til 21 måneder, men klinikken har ikke mulighed for at finde ud af, i hvilken retning udviklingen har bevæget sig de seneste tre år.

Det samme gør sig gældende for Dansk Hovedpinecenter Glostrup, som har en venteliste på to år.

Migræne skønnes at være årsag til 14 procent af al sygefravær, og i en rapport fra Sundhedsstyrelsen blev det i 2015 vurderet, at hovedpine hvert år koster 1,2 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste.

Regionerne kan ikke svare på, hvordan ventetiden har udviklet sig siden 2014. Det er ikke noget, de registrerer, lyder det ifølge Berlingske.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx