20/10-17 13:43; Opdateret: 20/10-17 14:28

Molslinjen drøner ind i kaj på Odden på grund af stærk vindMolslinjen drøner ind i kaj på Odden på grund af stærk vind

Færgetrafikken vil være påvirket i omkring en uge, efter en hurtigfærge fredag ramte en kaj i havnen på Odden.

storybild

København. En færge fra Molslinjen er fredag stødt ind i kajen i Odden Havn på Sjælland på grund af kraftig vind. Det har skabt forsinkelser i færgetrafikken.

Det oplyser Jesper Maack, der er pr- og kommunikationschef hos Molslinjen om virksomhedens hurtigfærge, som har navnet Express 1.

- Express 1 er på vej ind i havnen på Odden blevet ramt af noget vind, der har tvunget færgen så meget sidelæns, at den forreste del af skibet ramler ind i stensætningen på vej ind i havnen.

- Når sådan en stor båd som den ramler ind i en stensætning, der ikke flytter sig, så giver det selvfølgelig et drøn, siger han.

Uheldet skete sidst på formiddagen. Der er ikke nogen meldinger om passagerer, der skal være kommet noget til. Alle passagerer har forladt færgen i god ro og orden.

- Men det er klart, at de passagerer, der var på færgen og var klar til at køre fra borde, de har godt kunne mærke, at vi ikke ramte havnen lige så smidigt, som vi plejer.

- Det er der ingen tvivl om, siger pressechefen.

Hurtigfærgen skal nu repareres, og det kan godt tage en uges tid. Færgetrafikken kommer derfor til at være påvirket indtil, at skibet er klart igen.

- Nu har vi to færger i stedet for tre.

- Når vi har Express 1 ude på værkstedet i en uge fra nu af, så er det klart, at vi kommer til at rykke lidt sammen, og vi kommer til at ændre lidt i trafikprogrammet, så vi kan få det tilpasset to færger i stedet for tre, siger Jesper Maack.

Molslinjen aflyser afgangen fra Aarhus til Odden klokken 16.15 samt afgangen fra Odden til Aarhus klokken 18.00 fredag. Det oplyser P4 Trafik på Twitter.

Alle passagerer, som bliver ramt af de ændrede færgeafgange, vil så vidt muligt få mulighed for at komme afsted med andre afgange.

Og der vil løbende komme information om ændringer i fartplanen. Det fremgår på Molslinjens hjemmeside.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx