Af Ritzau - 07/04-17 10:47; Opdateret: 07/04-17 11:14

Anklager vil have Silkeborg-træner idømt 60 dages fængselAnklager vil have Silkeborg-træner idømt 60 dages fængsel

Fodboldtræner står ifølge anklager til fængsel for vold mod ekskone. Men dommen kan gøres betinget, lyder det.

storybild

Cheftræneren for superligaklubben Silkeborg IF, Peter Sørensen, er tiltalt for to tilfælde af vold mod sin tidligere hustru. Anklageren mener, at fodboldtræneren står til en straf på 60 dages fængsel. Straffen kan dog ifølge anklager Sine Cully gøres betinget i lyset af, at Peter Sørensen ikke tidligere er straffet. Peter Sørensen nægter sig skyldig. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Superligatræner Peter Sørensen står til 60 dages betinget fængsel.

Sådan lyder det fredag i Retten i Aarhus, hvor anklager Sine Cully procederer sagen mod Silkeborg-træner Peter Sørensen, der er tiltalt for to tilfælde af vold mod sin tidligere hustru.

Anklageren mener, at det er en skærpende omstændighed, at den påståede vold også gik ud over parrets fælles datter.

Peter Sørensen skal ifølge anklagen have skubbet sin daværende hustru, som holdt parrets lille datter i favnen. Moren faldt bagover ned et i sofabord og ned på gulvet.

Ved en anden lejlighed skal cheftræneren have taget hårdt fat i kvinden og trukket hende adskillige meter over grus og sten.

Anklageren mener, det er en formildende omstændighed, at der er tale om "begrænset voldsudøvelse", ligesom Peter Sørensen ikke tidligere er straffet.

Det gør samlet set, at anklageren er villig til, at dommen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagen om vold baserer sig på ekskonens egen forklaring, der støttes af et vidne, som er veninde med ekskonen.

Vidnet passede parrets barn, da voldsudøvelsen skal have fundet sted.

Anklageren hæfter sig også ved, at Peter Sørensen i korrespondancer med sin tidligere hustru har skrevet, at han undskylder for "utilstedelige ugerninger".

Peter Sørensen skriver også, at "voldsudøvelse er en saga blot – både bagudrettet og fremadrettet".

Cheftræneren for Silkeborg IF nægter sig skyldig. Han har sagt, at forholdet til ekskonen har været konfliktfyldt.

Han har også erkendt at have kastet en stol gennem rummet. Men han har forsikret retten om, at han aldrig har været voldelig over for hende.

Michael Juul Eriksen, forsvarer for Peter Sørensen, mener, at hans klient skal frifindes.

Han undrer sig i sin procedure over, at anmeldelserne om vold dukker op, flere år efter at volden skal have fundet sted.

Det kan ifølge forsvareren kun skyldes en ting - at kvinden vil bruge voldsanmeldelsen til at sikre sig forældremyndigheden over parrets datter.

Han kalder ekskonen "manipulerende" og beder dommeren og de to domsmænd forholde sig "skeptisk" til ekskonens forklaring.

Peter Sørensen - sagens hovedperson - lytter intenst, mens anklager og forsvarer procederer.

Han takker nej til at få det sidste ord i sagen, da retsformand Anne Segato tilbyder ham muligheden.

Dommer og domsmænd trækker sig nu tilbage for at votere. Der ventes at blive afsagt dom omkring klokken 12.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx