08/11-17 13:17; Opdateret: 08/11-17 15:26

Socialdemokratiet afviser at gøre DF-profil til borgmesterSocialdemokratiet afviser at gøre DF-profil til borgmester

Socialdemokratiet vil ikke hjælpe Dansk Folkepartis René Christensen til borgmesterposten i Guldborgsund.

storybild

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, håber at kunne skifte ordførerskabet ud med posten som borgmester i Guldborgsund Kommune ved kommunalvalget 21. november. Men det bliver ikke med socialdemokratisk hjælp, fastslår S-spidskandidaten i kommunen. Scanpix/Mads Claus Rasmussen/arkiv

Nykøbing Falster. Dansk Folkepartis René Christensen bliver ikke borgmester i Guldborgsund Kommune med socialdemokratiske mandater i ryggen. Så klar er meldingen nu fra Socialdemokratiet, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

I en udtalelse til avisen skriver den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Bo Abildgaard, på vegne af partiets byrådskandidater:

- Socialdemokratiet gør ikke René Christensen til borgmester!

De to partier har ellers flere gange allieret sig i kommunalbestyrelsen og trumfet politik igennem via deres samlede flertal. Blandt andet da to af kommunens seneste tre budgetter blev vedtaget.

Spørgsmål: I har lige lavet budget med DF, som I har samarbejdet med i flere sager. Hvorfor vil I ikke pege på en DF'er som borgmester, hvis du ikke kan blive borgmester?

- Som der står: Vi gør ikke en DF'er til borgmester, siger Bo Abildgaard til Lolland-Falsters Folketidende.

Spørgsmål: Hvorfor ikke?

- Det gør vi bare ikke. Længere er den ikke.

Hidtil har den socialdemokratiske spidskandidat ikke afvist at pege på en DF-borgmester. Men ifølge Bo Abildgaard er presset for at svare blevet så stort, at partiet føler sig tvunget til at melde klart ud.

- Så kan vi måske få ro til at tale om, hvilken politik der skal føres, siger Bo Abildgaard til Lolland-Falsters Folketidende.

Om meldingen fra Socialdemokratiet siger René Christensen til Ritzau, at han da "gerne ville have været det foruden".

- Men Dansk Folkeparti kan samarbejde med alle. Det vigtige for os er, at Guldborgsund kommer i den rigtige retning, og det må en valgkamp ikke sætte over styr.

Spørgsmål: Er din mulighed for at blive borgmester blevet dårligere?

- Den er ikke blevet bedre. Men for mig handler det om Guldborgsund.

Ud over at være 1. viceborgmester og borgmesterkandidat i Guldborgsund er René Christensen også finansordfører i Folketinget. Dermed fører han både valgkamp og forhandler finanslov i disse uger.

Men han er klar til at opgive ordførerskabet for borgmesterposten. Hvis det lykkes, bliver han den første "rigtige" DF-borgmester.

Carl Christian Ebbesen (DF) er kultur- og fritidsborgmester i København - en post, der i andre kommuner svarer til en rådmand eller udvalgsformand.

René Christensen fik ved kommunalvalget i 2013 6033 personlige stemmer. Det var klart flest af alle i kommunen, men alligevel beholdt John Brædder fra Guldborgsundlisten borgmesterkæden.

Af Guldborgsund Kommunes 29 byrådsmedlemmer har den lokale Guldborgsundliste seks, mens Socialdemokratiet med ni er det største parti og Dansk Folkeparti med syv er det næststørste.

Også i Hvidovre Kommune spås DF en reel mulighed for at få en borgmesterpost. Her er folketingsmedlem og 1. viceborgmester Mikkel Dencker i spil.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx