Af Jonas Vester - 13/11-17 22:46

Læger og organisationer i chok efter ny aftale: 'Årets dummeste idé'Læger og organisationer i chok efter ny aftale: 'Årets dummeste idé'

Folkesundheden bliver taberen, når regeringen, DF og de Radikale fjerner afgiften på alkoholsodavand og cidere. Det mener en række eksperter.

storybild

Bacardi Breezers er blandt de alkoholsodavand, der med regeringens, DF's og Radikales erhvervspakke fremover bliver billigere i de danske butikker. (Billede: ALLAN LUNDGREN)

'Årets dummeste idé'. Så kontant er Peter Konow, direktør i Alkohol & Samfund, når han skal beskrive den politiske aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, der blandt andet gør alkoholsodavand og cidere billigere.

Afgifterne på en lang række varer som nødder og te bliver ligesom alkoholsodavand fjernet eller lempet fra nytår, når den nye erhvervspakke træder i kraft, og det skal dæmme op for grænsehandlen. Men billigere alkoholsodavand er problematisk, mener Peter Konow.

»Alkoholsodavand er de unges foretrukne alkoholdrik, så fremover skal de unge hverken tænke over smagen af alkohol eller prisen. Vi frygter de sundhedsmæssige konsekvenser, for danske unge har i forvejen det højeste alkoholforbrug blandt unge i Europa, og de er blandt dem, der har den yngste debutalder med alkohol,« siger Peter Konow.

Han får opbakning af Morten Grønbæk, der er professor i folkesundhed på Statens Institut for Folkesundhed og formand for Vidensråd for Forebyggelse.

»Alkoholsodavand er noget de unge, særligt pigerne, drikker for at blive fulde. Så det er et sjovt signal regeringen sender, når vi samtidig har Europa-rekord i druk blandt unge. Jeg synes godt regeringen og aftalepartierne kunne se på de sundhedsmæssige konsekvenser, f.eks. i form af øgede udgifter til hospitalerne, der skal behandle alkoholforgiftede unge,« siger han.

Også Lægeforeningen er modstander af afgiftsfjernelsen.

»Det er ærgerligt, at væksten og handel endnu engang trumfer hensynet til folkesundheden,« siger formand Andreas Rudkjøbing til Ritzau.

DF: Unges drukvaner er en forældreopgave

Kritikken af erhvervspakken mellem regeringen, Dansk Folkeparti og de Radikale er helt forfejlet. Det mener Hans Kristian Skibby, der som erhvervsordfører for Dansk Folkeparti var med til at forhandle erhvervspakken på plads.

»Over halvdelen af de alkoholsodavand, der bliver drukket i Danmark, er købt i udlandet, og vi vil gerne have danskerne til at købe ind i danske butikker frem for over grænsen. Jeg tror ikke det her tiltag kommer til at flytte væsentligt på forbruget. Det vil bare betyde, at alkoholsodavandene bliver købt i Danmark fremover. Og en dansk ung bliver ikke mere fuld af, at han eller hun drikker en alkoholsodavand købt i Danmark frem for i Tyskland. Så jeg forstår ikke Lægeforeningens kritik,« siger Hans Kristian Skibby.

Men er det smart at sænke afgifterne på alkoholsodavand, når danske unge har Europa-rekord i druk?

»Hvis man vil ændre de unges forbrugsmønstre, så er det en forældreopgave. Det er forældrene, der må sørge for, at de unge ikke drikker mere end de kan tåle.«

 

Pct.-del af 15-16-årige, der drikker alkohol:

Danmark: 92 %

Sverige: 65 %

Norge: 57 %

Europa (gnms.): 80 %

Pct.-del af 15-16-årige, der har drukket sidste måned:

Danmark: 73 %

Sverige: 26 %

Norge: 22 %

Europa (gnms.): 48 %

Pct.-del af 15-16-årige, der har drukket sig fulde sidste måned:

Danmark: 32 %

Sverige: 9 %

Norge: 8 %

Europa (gnms.): 13 %

Kilde: European School Survey Project on Alcohol and Other Drugs (ESPAD), 2015. ESPAD er en europæisk undersøgelse i 35 lande af 9. klassernes forbrug af alkohol, tobak og stoffer.

Trods Europa-rekorden i druk er alkoholforbruget blandt danske unge faldet over en længere årrække. På 12 år er andelen af 15-årige med et ugentligt alkoholforbrug mere end halveret.

I 2002 havde 50 % af de 15-årige drenge et ugentligt alkoholforbrug, men i 2014 var det kun 21 %.

For pigerne er andelen faldet fra 39 til 12 % fra år 2002 til 2014.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed, Skolebørnsundersøgelsen 2014.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx