Af Ritzau - 18/12-16 11:00; Opdateret: 18/12-16 11:50

Uddannelsesvejleder: Unge er ikke klar til endegyldigt valgUddannelsesvejleder: Unge er ikke klar til endegyldigt valg

Der vil altid være en del unge, der vælger en forkert uddannelse i første forsøg, mener vejleder-formand.

storybild

Unges valg af videregående uddannelse bliver endnu mere vigtigt i fremtiden. Fra mandag bliver det sværere at tage en ny uddannelse, hvis man har valgt forkert. (Billede: Scanpix/Nikolai Linares)

Det er langt fra alle unge, der er klar til at træffe et valg om videregående uddannelse, der ikke kan laves om.

Det siger formanden for de danske UU-centre, Ungdommens Uddannelsesvejledning, Mark Jensen.

- Det er de ikke, og det bliver de ikke. Der vil altid være nogle, der uanset mængden af forberedelse vil gå ind ad den forkerte dør, siger han.

Mandag forventes et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti at vedtage en lov, der begrænser muligheden for dobbeltuddannelse.

Konkret betyder det, at man ikke kan begynde på en ny uddannelse på samme eller lavere niveau som den, man i forvejen har gennemført.

På sigt skal det spare staten 300 millioner kroner om året. Pengene skal til gengæld som del af en større aftale gå til forbedringer af blandt andet dagpengesystemet.

- Det får store konsekvenser for dem, der valgte forkert i første omgang.

- Det bliver et helt andet vejledningsbillede nu. Det stiller vejledningen og vores arbejde med at lære de unge at træffe et valg mere centralt, siger han.

En del af ansvaret for at få unge til at vælge rigtigt i første forsøg bliver da også af flere politikere lagt over på uddannelsesvejlederne. Det vil de forsøge at leve op til, lyder det fra Mark Jensen.

- I disse tider handler det om at gøre det så godt, man kan, for de ressourcer man får tildelt.

- Det er en del af en større besparelse, som finder sted alle steder i uddannelsessektoren. Vi har også været ramt af besparelser, siger han.

Helt konkret skal vejlederne i første omgang i gang med at ændre den vejledning, de giver frem mod søgningen til næste skoleår.

- Det får den betydning, at vi skal tage forbehold for den nye lov og de konsekvenser, det får for de unge, siger Mark Jensen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx