Af Ritzau - 21/01-17 18:13

Løkke om Aarhus: Eventyrligt år i vente for Smilets ByLøkke om Aarhus: Eventyrligt år i vente for Smilets By

Aarhus lever fuldt op til det gamle slogan, når byen i år er europæisk kulturhovedstad, siger statsminister.

storybild

Det er begyndelsen på et eventyr, når Aarhus lørdag springer ud som europæisk kulturhovedstad, lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Kim Haugaard)

Det er et eventyr, der begynder, når Aarhus lørdag aften bliver Europas kulturcentrum.

Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der taler ved den officielle åbning af kulturåret i Musikhuset.

- Aarhus 2017 er en realitet. Drømmen er gået i opfyldelse, og et eventyr kan begynde, siger statsministeren foran 1300 indbudte gæster i byens kulturhus.

Statsministeren mener, at der med kulturhovedstadens flere end 400 arrangementer bliver rigeligt at glæde sig over - både i Aarhus og ude i Europa:

- Man siger, at Aarhus er "Smilets By". Og det er rigtigt. Men i dag smiler hele Danmark med - og der smiles tilbage fra hele Europa, siger Lars Løkke Rasmussen.

Med sit lille ordspil henviser statsministeren til byens tidligere slogan "Smilets By", der i 2011 blev afløst af det noget mindre mundrette "Aarhus - Danish for progress". Det slogan vandt aldrig indpas og blev aflivet i 2014.

Også kulturminister Mette Bock (LA) taler ved åbningen af kulturhovedstaden.

- De fleste har nok bemærket, at der er sket noget i Aarhus i de seneste år. Noget er sat i gang. Noget stort. Og Aarhus har brugt en katalysator. Aarhus har brugt kunst og kultur, lyder det fra Mette Bock.

Kulturministeren henviser blandt andet til artikler i internationale medier som New York Times og rejseguiden Lonely Planet, der fremhæver Aarhus.

- Her er nogle af Danmarks smukkeste og mest velbesøgte museer. En fantastisk havnefront med et bibliotek i verdensklasse - og nu Europæisk Kulturhovedstad 2017, siger Mette Bock.

Aarhus er sammen med byen Pafos på Cypern udnævnt som Europas kulturhovedstad i 2017.

Et tætpakket program venter forude med blandt andet Det Kongelige Teaters opførelse af vikingedramaet "Røde Orm" på taget af Moesgaard Museum.

Det samlede budget for kulturhovedstaden Aarhus udgør knap en halv milliard kroner.

Efter statsministerens tale er det dronning Margrethe, der runder arrangementet i Musikhuset af og officielt erklærer kulturhovedstaden for åbnet.

Klokken 19 sætter dronningen den folkelige del af åbningsceremonien i gang, når hun sender et optog med tusindvis af frivillige gennem byens gader.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx