08/09-17 06:43; Opdateret: 08/09-17 13:03

Tidligere skuespiller kan blive ny ambassadør i DanmarkTidligere skuespiller kan blive ny ambassadør i Danmark

Carla Sands, der er formand for et investeringsfirma, er Trumps bud på en ny amerikansk ambassadør i Danmark.

storybild

Rufus Gifford var den forrige amerikanske ambassadør i Danmark. Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/arkiv

København. Den amerikanske præsident, Donald Trump, vil nominere Carla Sands som ny amerikansk ambassadør i Danmark.

Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg, der henviser til en udtalelse fra Det Hvide Hus. Det har den amerikanske ambassade i København bekræftet over for TV 2.

Carla Sands er 55 år og har siden 2015 været formand for investeringsfirmaet Vintage Capital Group, LLC. Hun grundlagde firmaet sammen med sin mand, Fred Sands, der døde i 2015.

Derudover er hun med i Trumps økonomiske rådgivningsråd.

Sands er desuden uddannet som kiropraktor og har tidligere været skuespiller og optrådt på tv og film. Hun har blandt andet været med i ni afsnit af serien Glamour under sit fødenavn Herd ifølge TV 2.

Den tidligere ambassadør i Danmark var Rufus Gifford, som var ambassadør i tre og et halvt år.

Han stoppede samme dag, som Trump rykkede ind i Det Hvide Hus. Som en politisk udpeget ambassadør skulle han ikke fortsætte med at repræsentere USA under Trump.

Gifford er blandt andet blevet kendt fra tv-programmet "Jeg er ambassadøren fra Amerika". I 2015 blev han gift med Stephen DeVincent på Københavns Rådhus.

Da Gifford stoppede, blev Laura Lochman fungerende ambassadør på ambassaden i Danmark.

Tilbage i marts, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte Trump i Det Hvide Hus, bebudede Trump, at der snart var en afgørelse på vej omkring, hvem der skulle erstatte Gifford.

Knap et halvt år senere lyder buddet nu på Carla Sands. Når hun officielt er blevet nomineret, skal det amerikanske senat godkende hende.

Rufus var ikke den eneste politisk udpegede ambassadør, der skulle stoppe, da Trump fik magten. Alle politisk udpegede ambassadører blev ifølge The Washington Post beordret at stoppe.

Det efterlod ifølge mediet 54 tomme ambassadør-poster. En stor del af dem var stadig ikke udfyldt i sommer ifølge CNN.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx