Af Christian Hansen - 05/04-18 13:33

Erik er alvorligt syg: Nu hjælper tusinder ham med at opnå sin drømErik er alvorligt syg: Nu hjælper tusinder ham med at opnå sin drøm

Scleroseramte Erik er overvældet over den støtte, han får fra alle kanter af Danmark.

storybild

Erik Kolmos ses her på en golfbane i Tyrkiet. Han håber på at have spillet på alle Danmarks golfbaner inden udgangen af 2019.

Det tager to fulde minutter for Erik Kolmos at gå fra sin hoveddør til sin bil. Ikke fordi der er langt; for der er blot tyve meter. Men den 65-årige fynbo lider af sclerose og kommer kun omkring med besvær.

Alligevel har han sat sig et mål om at gå 18 huller på alle landets golfbaner, inden 2019 rinder ud. Og det mål får han massiv opbakning til at nå fra venner, bekendte og helt og aldeles fremmede, efter at han på Facebook har efterlyst hjælp til sit bekostelige projekt.

»Det er helt overvældende. Jeg er bare så ydmyg og rørt over det her. Det er helt vildt. Helt, helt vildt,« siger Erik Kolmos til BT, efter at hans opslag på det sociale medie er delt over 2.500 gange på mindre end et døgn.

»Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige for at takke de rare mennesker,« fortsætter han.

Den 65-årige fra Nørre Broby fortæller, at han mærkede de første tegn på den alvorlige sygdom, der medfører føleforstyrrelser og nedsat muskelkraft, for 38 år siden. Men først for tre år siden måtte han slippe jobbet som efterskolelærer og forlade arbejdsmarkedet.

»Mit venstre ben er rigtig hårdt ramt. Jeg har svært ved at løfte benet og har derfor ekstremt svært ved at gå,« siger han.

Erik Kolmos har altid været interesseret i idræt og har således kunnet holde sygdommen stangen ved at holde sig fysisk i gang, fortæller han. I år er han eksempelvis i gang med sin 50. sæson som badmintontræner. Han har både de højst rangerende klubber på Fyn samt klubber i Norge, Kroatien og Grønland på cv'et.

Falder på golfbanen

Det er imidlertid golf, der er den helt store glæde i sommerhalvåret. Også selv om Erik Kolmos på grund af sin sygdom fra tid til anden falder på græstæppet.

»Jeg tager nogle styrt ind i mellem. Men jeg plejer at sige med et glimt i øjet, at det ikke gør noget så længe, jeg ikke slår hænderne, for dem skal jeg bruge til at spille med.«

Erik Kolmos' store glæde i sommerhalvåret er at spille golf

Konkurrencen på golfbanen giver den 65-årige en tiltrængt erstatning for den regelmæssige motion, han har været vant til at dyrke gennem hele sit liv.

Eksempelvis fortæller han, at han har løbet 1.500 dage i træk, i gennemsnit 4,7 kilometer om dagen, for at holde sig i god form som et modsvar til kroppens uheldige skæbne.

»På nogle af de sidste ture faldt jeg, og jeg kom hjem med blod i hovedet. Så jeg fortalte min kone, at jeg ville slutte på 1.500 dage i træk, og det gjorde jeg så.«

Den sidste løbetur blev taget 7. januar 2007, husker Erik Kolmos.

»Jeg kan ikke tage et eneste løbeskridt nu, for ellers vælter jeg,« siger han.

Men 'det er god medicin at holde sig i gang,' som Erik Kolmos udtrykker det, og derfor har han taget imod udfordringen fra en ven om at nå at spille på alle landets knap 200 golfbaner.

Erik Kolmos mangler 72 baner, fortæller han, og for at der skal blive råd til det, får han økonomisk tilskud fra sin ven. Resten håber han på at få fra velgørere, der kan hjælpe med at betale 'greenfee.'

Hvis ikke Erik Kolmos når at spille på samtlige baner inden udgangen af 2019-sæsonen, skal han betale sin ven den økonomiske støtte tilbage, lyder aftalen.

»Der er kontant afregning, og jeg får travlt. Men det er absolut realistisk,« siger Erik Kolmos og henviser til, at der allerede nu er flere danskere, der på Facebook melder sig klar med en greenfee-billet til ham.

Erik Kolmos forventer, at omkostningerne ved at gennemføre udfordringen vil beløbe sig til 100.000 kroner, da der foruden adgang til golfbanerne også skal medregnes transport og eventuelt overnatninger.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Tvivl om FCK-mål: Nu bliver målscorer...
bt.dk
Nu bekræfter han: Hitsanger er...
bt.dk
Fie Laursen afslører snyd i populært...
bt.dk
Usædvanligt vejr under opsejling:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx