Af Ritzau - 14/05-17 13:28

Partiskat koster Enhedslistens topfolk 1,6 millionerPartiskat koster Enhedslistens topfolk 1,6 millioner

Både de nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget for Enhedslisten skal betale ekstra til partikassen.

storybild

Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted må nøjes med 34.000 kroner i månedsløn, mens hans politikerkolleger i andre partier får 53.000 kroner i grundløn. Vi har en fin løn, som er højere end mange af de danskere, der for alvor trækker samfundet, mener Pelle Dragsted. (Billede: Scanpix/Erik Refner)

- Det har jeg det ganske, ganske fint med.

Sådan lyder det fra Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, på spørgsmålet om, hvordan han egentligt har det med, at Enhedslisten ud over den almindelige skat, som alle danskere betaler, også opkræver en såkaldt partiskat.

Partiskatten betyder, at Pelle Dragsted hver måned får en månedsløn på cirka 34.000 kroner, mens hans politikerkolleger i de andre partier i Folketinget får cirka 53.000 kroner i grundløn.

- Vores løn er reguleret efter cirka, hvad en metalarbejder i København tjener. Formålet er først og fremmest, at vi politikere ikke skal ende med at leve et liv, der er meget forskelligt fra de mennesker, vi repræsenterer, siger Pelle Dragsted.

Også Enhedslistens tidligere medlemmer af Folketinget skal betale partiskat af deres eftervederlag. Samlet ventes det at give 1,6 millioner kroner til partikassen i år.

- Der har aldrig været en diskussion om det i partiet. Faktisk har vi strammet reglerne. På mit initiativ indførte vi en regel om, at man også skal betale partiskat, når man begynder at få udbetalt sin folketingspension, frem til man når folkepensionsalderen.

- Vi synes, det var mærkeligt, at man skulle være omfattet af nogle meget store privilegier på det tidspunkt, alene fordi man har været medlem af Folketinget for Enhedslisten, siger Pelle Dragsted.

Enhedslisten har til gengæld haft diskussioner om, hvorvidt det er rimeligt, at "fritidspolitikerne" i kommuner og regioner skal betale en tredjedel af bruttobeløbet i partiskat til lokalafdelingen eller til Enhedslistens regionale organisation.

- Men der har vi nogle muligheder for, at man kan få dispensation og gå lidt ned i partiskat, hvis man går ned i arbejdstid for at passe det politiske arbejde, siger Pelle Dragsted.

Han afviser, at partiskatten kan afholde dygtige kandidater fra at stille op for Enhedslisten:

- Hvis penge er motivationen for folk, så stillede de nok ikke op for Enhedslisten. Så det er ikke noget problem.

- Vores løn er ganske fin, og herudover har folketingsmedlemmerne også det her tillæg, som skal dække, hvis man skal ud i lokalområder og overnatte.

- Jeg synes absolut ikke, at vi skal klage. Vi har en løn, som er bedre end mange af de grupper, der trækker læsset i vores samfund. Jeg synes, det er en rigtig fin løn, vi har. Jeg er i hvert fald godt tilfreds, siger Pelle Dragsted.

På partiets årsmøde på Nørrebro har Enhedslisten til gengæld også foreslået at hæve skatten for andre danskere. Blandt andet vil partiet hæve topskatten og selskabsskatten, så der bliver råd til at gøre Danmark 100 procent økologisk i 2050.

Enhedslisten har tidligere haft problemer med økonomien i partiet, men resultatet for 2016 viser et overskud på 3,1 million kroner.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx