Af Ritzau - 06/12-16 16:19; Opdateret: 06/12-16 16:44

Lektor frygter at ny Europol-aftale lader kriminelle slippeLektor frygter at ny Europol-aftale lader kriminelle slippe

Det sinker politiets arbejde, når opslag i Europols databaser fremover skal foregå manuelt, vurderer lektor.

storybild

Europols hovedkvarter i Haag, hvorfra en dansk forbindelsesofficer frem over skal hjælpe politiet i Danmark med at søge i Europols databaser. (Billede: Scanpix/Lex Van Lieshout)

Det bliver både en sløv, tung og langsommelig proces, når det danske politi frem over skal søge i Europols databaser.

Det vurderer lektor i international ret ved Syddansk Universitet, Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Ifølge Ritzaus oplysninger har kommissionen foreslået en aftale om det europæiske politisamarbejde, hvor dansk politi stadig får mulighed for at søge i Europols databaser.

Men det bliver ikke direkte som i dag, da det skal gå telefonisk igennem en dansk forbindelsesofficer, som formentlig får plads i Haag.

- De mange tusinde søgninger, vi har i Europols databaser, skyldes i høj grad, at søgningen er automatiseret. Når politiet støder på noget, der har en udenlandsk relation, bliver det rutinemæssigt stemt af med Europol, siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

- Hvis man derimod skal lave et manuelt opslag hos en mand i Haag, så er det helt klart, at processen bliver sløv, tung og langsommelig. Det betyder, at der er kriminelle, som slipper, siger Henning Bang Fuglsang Sørensen.

Alene i 2014 foretog dansk politi 72.000 søgninger i Europols informationssystem EIS - svarende til næsten 200 om dagen.

- Forestiller man sig, at der i 72.000 tilfælde er en dansk politimand, som tager telefonen og ringer til Haag og forklarer den danske forbindelsesofficer, hvad sagen handler om, siger lektoren.

- Selv hvis den proces kun tager fem minutter, kan man jo hygge sig med at gange det med 72.000 og regne på, hvor mange betjente vi skal have til at sidde og lege telefondamer.

Den opfattelse deler grænseforsker Gerd Battrup, som er lektor på institut for grænseregionsforskning på Syddansk Universitet.

- Det bliver bøvlet at dirigere en forbindelsesofficer på afstand. Det første stykke tid er det måske kun ekstra besvær, men på sigt kan det gå hen og blive et problem, siger hun.

- Dansk politi har søgt enormt meget i Europols databaser, så man må forestille sig, at der vil blive sorteret mere i, hvad man søger efter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx