Af Jens Anton Havskov Hansen - 03/10-17 16:19

Sextiltalt præst: 'Det er først når de fylder 15, jeg finder dem interessante'Sextiltalt præst: 'Det er først når de fylder 15, jeg finder dem interessante'

Præsten Dan Peschack, der er tiltalt for seksuelle overgreb på børn, forklarer i retten, at han ikke tænder på helt små børn.

storybild

Den sextiltale Dan Peschack.  (Billede: Claus Bech/Tømmerup Kirke)

Den nu tidligere sognepræst ved Tømmerup Kirke nær Kalundborg, Dan Peschack, bliver - i overført betydning forstås - trængt mere og mere op i et hjørne i takt med, at afhøringen af ham skrider frem.

Den 47-årige præst, som i et nævningeting ved Retten i Holbæk er tiltalt for at have begået seksuelle overgreb på syv mindreårige børn og blufærdighedskrænket fem andre, sidder på anden dag i vidneskranken, hvor anklager Anja Lund Liin punkt for punkt gennemgår og spørger meget konkret ind til de ikke færre end 30 tiltalepunkter i sagen.

Da gennemgangen og afhøringen af præsten nåede frem til sidste tredjedel af det 11 sider lange anklageskrift, erkendte han, at han er eller kan være seksuelt tiltrukket af personer, der endnu ikke har nået voksenalderen.

Noget han ellers hidtil i bygen af spørgsmål hårdnakket har nægtet.

»Det kan godt være, at jeg har fundet det seksuelt spændende at have med drenge på 15-16-17 år at gøre. Det er det rent kødelige i det. Der er ingen fare for, at jeg bliver følelsesmæssigt involveret i det. Jeg er ikke pædofil. Jeg er ikke tiltrukket af børn på nogen måde,« sagde han.

Her brød anklageren ind med hævet stemme:

»Du kan da ikke i ramme alvor sidde her og sige dét, når vi her i retten har siddet og set billeder af bl.a. en 12-årig dreng, en 13-årig pige og en 14-årig dreng i forskellige seksuelle situationer?«

Hvorefter Dan Peschack svarede:

»Det er først, når de fylder de her 15 år, jeg finder dem interessante. Når du har spurgt, om jeg er pædofil, så har jeg opfattet det som om, at det er helt små børn, du har hentydet til.«

Efterfulgt af larmende tavshed i den store rummelige retssal A i retsbygningen i Holbæk.

Afhøringen af den tiltalte er nu forbi.

Der er afsat i alt ti retsdage til nævningesagen. Forude venter bl.a. afhøringer af 11 vidner i retten samt en enkelt afhøring på video.

Anklagemyndigheden har på forhånd lagt op til, at den tiltalte, i yderste konsekvens, kan idømmes op til 18 års fængsel.

Dan Peschack erkender dele af anklagerne mod sig men nægter de tungeste af dem. Ligesom han nægter sig skyldig i at have udnyttet sin stilling som præst og dermed sin psykiske overlegenhed over for de mange børn og unge.

Der ventes dom midt i november.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx