Af - 23/05-13 14:43

Biolog: Hvide hajer kan være på vej mod DanmarkBiolog: Hvide hajer kan være på vej mod Danmark

I fremtiden skal danske badegæster måske holde øje med den karakteristiske grå hajfinne, når de kaster sig i bølgerne. Den store hvide haj kan være på vej mod Danmark.

storybild

I fremtiden skal danske badegæster måske holde øje med den karakteristiske grå hajfinne, når de bader. Den store hvide haj kan være på vej mod Danmark. (Billede: AP)

En stor grå hajfinne blandt en flok badende gæster.

Det scenarie har tidligere været forbeholdt halvdårlige skrækfilm og strande under sydens sol i enten Australien, Sydafrika eller på USA's vestkyst.

Men snart kan det scenarie blive dansk.

Ifølge biolog og Faglig Direktør på Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, Jesper Horsted, er der potentiale for den hvide haj i de danske farvande.

- Potentialet for den hvide haj er her i høj grad. Hvidhajen er ikke, som man måske skulle tro, glad for et subtropiske klima. Den kan godt lide koldere vand, og her passer vores sommer-temperaturer meget godt, siger han til mx.dk.

Jesper Horsted understreger, at den store hvidhaj-bestand i Capetown i Sydafrika, som er den største af sin art i verden, lever i vand, der er væsentligt koldere end det, de danske have er om sommeren.

- I Capetown var vandet kun 12 grader, så vores 20 grader, som er normalt om sommeren, er mere end rigeligt for at hvidhajen kan trives, siger han.

Hvidhajen er allerede spottet
Ifølge Jesper Horsted er der tidligere blevet spottet en hvidhaj i Nordsøen ud fra Aberdeen på Skotlands østkyst.

- Hvis den befinder sig ud fra Skotlands østkyst, så er den også på Danmarks vestkyst. Hvidhajen kan lave ekstremt store vandringer, så det er slet ikke utænkeligt, siger han.

Jesper Horsted understreger, at der udelukkende vil være tale om strejfere og altså ikke en fast bestanddel af hvidhajer. Ikke endnu i hvert fald.

- Der vil være tale om enkelte strejfere, som har forvildet sig nordpå. Vi har ret godt styr på, hvad der foregår i Nordsøen, så jeg er overbevist om, at vi ville vide det, hvis der var en større bestand, siger Jesper Horsted.

Uoverskuelige konsekvenser
Hvis, eller når, hvidhajen kommer til Danmark, kan det ifølge Jesper Horsted få uoverskuelige konsekvenser. Ikke for os mennesker, men for andre fiskearter. Hajens tilstedeværelse kan nemlig forrykke hele fødekæden.

- Det er ikke os, der skal være urolige. Hajens ry er meget værre, end den er, så det skal vi ikke være bange for. Det er snarere de andre fisk, som ikke er vant til at have naturlige fjender, der skal være bekymrede. Hajens ankomst vil være med til at forrykke fødekæden, og det kan få uoverskuelige konsekvenser, siger han.

Hvidhajen eksisterer allerede i Middelhavet. En pæn bestand lever i trekantsområdet mellem Sicilien, Tunis og Malta, og ifølge Jesper Horsted er hvidhajen ikke til problemer lokalbefolkningen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx