Af Ritzau - 02/05-17 11:57; Opdateret: 02/05-17 12:21

Støjberg: Vi får flygtningelejre i usikre landeStøjberg: Vi får flygtningelejre i usikre lande

Henrik Sass ønsker australsk asylmodel i Danmark. Der arbejdes på flygtningelejre i udlandet, siger Støjberg.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) regner med, at der kommer flygtningelejre i usikre lande for få styr på indvandringen til Danmark og Europa. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, stjal en del af overskrifterne 1. maj, da han i sin tale på arbejdernes internationale kampdag sagde, at Danmark bør følge den australske asylmodel.

Den går ud på, at asylansøgere sendes til en lille stillehavsø, hvorfra deres asylsag behandles. Selv hvis de får asyl, kommer de ikke til at bo i Australien, men i et andet land, Australien har aftaler med.

Sass efterspurgte blandt andet, at regeringen skal gøre mere og adressere emnet til rådsmøder i EU-regi.

Det sker allerede, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Vi drøfter allerede nu meget intenst i EU-kredsen, hvordan vi sikrer vores ydre grænser.

- Det vil i min optik komme til at omfatte, at vi kommer til at bygge lejre op i det, vi må betegne som usikre tredjelande. Men der vil trods alt være tale om sikre områder i de lande, der kan være tale om, siger Støjberg.

Sass har udtalt, at han ønsker et system, hvor asylansøgning skal foregå fra FN-godkendte lejre i for eksempel Libanon og Nordafrika.

Dermed skal asylansøgere ikke kunne henvende sig ved den danske grænse. Hvis de gør det, skal de "venligt" eskorteres til den pågældende lejr, forklarede Sass mandag.

Støjberg vil ikke selv nævne, hvilke lande der kunne være i spil til flygtningelejre.

- Jeg kan ikke sige, hvilke lande vi diskuterer i EU-kredse. Jeg kan blot sige, at der er nogle intense diskussioner i gang, siger ministeren.

Henrik Sass Larsen fik ikke den store opbakning for sin udmelding fra S-formand Mette Frederiksen. Australiens model med asylansøgere på en lille ø er ikke noget, Danmark skal kopiere, sagde hun.

Den australske asylmodel har stort set standset den spontane asylsøgning i landet.

- Det er min overbevisning, at vi skal gøre det samme i Danmark. Det er os, der skal styre det og ikke menneskesmuglerne, sagde Sass i sin tale i Borup.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx