Af Ritzau - 04/01-17 08:09; Opdateret: 04/01-17 13:50

Stigende vandstand får Sønderborg til at starte hotlineStigende vandstand får Sønderborg til at starte hotline

Bekymrede borgere i Sønderborg Kommune kan nu ringe ind med spørgsmål om risikoen for oversvømmelser.

storybild

Beredskabet i Sønderjylland har arbejdet siden tirsdag aften for at sikre mod stigningerne i vandstanden, der forventes at komme onsdag eftermiddag. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Vandet i den østjyske kyst syd for Lillebælt står til at stige massivt fra onsdag eftermiddag efter det voldsomme blæsevejr.

I Sønderborg Kommune har man nu oprettet en hotline, hvor bekymrede borgere kan ringe ind for at få vurderet risikoen omkring deres ejendom.

Her sidder seks mand fra blandt andet beredskabet klar til at vejlede borgerne, fortæller viceberedskabschef Søren Kafton Simonsen.

- Vi har valgt at oprette den for at give borgerne den bedst mulige information om den konkrete tilstand, de står i, siger han.

Flere har allerede benyttet sig af muligheden for at få et godt råd.

- Indtil videre, så fornemmer jeg, at det er almindelige borgere, der er utrygge eller gerne vil have be- eller afkræftet, om deres hus kommer til at stå under vand, siger Søren Kafton Simonsen.

Borger med risiko for oversvømmelse kan få udleveret sandsække på flere brandstationer i kommunen. Hotlinen vil indtil videre være åben til klokken 11 torsdag formiddag.

Også andre steder i Sønderjylland arbejdes der for at holde styr på vandmængderne.

Det gælder blandt andet ved Aabenraa Havn og i området omkring Haderslev, fortæller Jarl Vagn Hansen, beredskabsdirektør ved Brand & Redning Sønderjylland.

Et sommerhusområde ved Kelstrup Strand og Hejsager Strand er blandt de særligt udsatte steder.

- Det er faktisk et ret stort sommerhusområde, og det bagvedliggende terræn skråner nedad, så hvis vandet først kommer ind, løber det ud igennem nærmest det hele, siger han.

Ifølge Jarl Vagn Hansen regner beredskabet med at sætte en mobil dæmning op.

- Så har vi nogle adgangspassager ned til stranden, hvor diget er mindre, siger han.

- Det er så der, vi fylder op med sandsække, for i hvert fald at forsøge at holde vandet ude.

I løbet af dagen vil beredskabet følge nye meldinger om vandstanden for at kunne tilpasse indsatsen.

Meldingen onsdag morgen er ifølge Jarl Vagn Hansen, at vandstanden omkring Haderslev og Aabenraa vil stige til op mod 1,66 meter over normalt niveau.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx