Af Jens Grund - 24/12-17 14:27

Chefredaktøren befaler: Læg så den mobil væk - nu er det jul!Chefredaktøren befaler: Læg så den mobil væk - nu er det jul!

DEBATINDLÆG: Jens Grund er Ansvarshavende chefredaktør på BT og MX siden november 2016. Chefredaktør på Berlingske 2010-2016. Uddannet journalist på DJH og cand. phil. i dansk fra Nordisk Institut, Aarhus Universitet. Er blandt andet også medlem af repræsentantskabet i Dansk Sprognævn.

storybild

(Billede: Søren Bidstrup)

Mobilen har gjort os til narcissister.

Tastaturet er smeltet sammen med vores fingre, og vi kan ikke trille et nyt sted hen, uden at vi straks skal snuppe en selfie og poste billedet til vores virtuelle venner på Facebook, Instagram eller Snapchat.

Ikke for at vise de andre den vidunderlige udsigt eller udsøgte mad på tallerkenen, men for at vise vores vidunderlige liv og vores vidunderlige jeg.

Jeg, jeg, jeg. De sociale mediers endeløse jeg-fællesskab.

Så er det godt, at vi stadig har julen.

Den handler nemlig ikke om os selv, men om de andre. Ikke om kandiseret, digital narcissisme, om crispy kærlighed til os selv, men om næstekærlighed og nærvær. I julen samles vi med de mennesker, som vi elsker.

LÆS OGSÅ: Danskerne har talt: Lad være med at gøre dette juleaften

En familie er en genial opfindelse. Man får børn for sin egen skyld, men så snart de er der, vil man give sit liv for deres. Børn lærer os næstekærlighed.

For næstekærlighed er at give uden at forvente at få noget igen. Betingelsesløs kærlighed. Det smukkeste kristne budskab.

Derfor er julen også hård for de sørgende. For den minder os om dem, vi har mistet og savner at give vores kærlighed. Som da jeg mistede min far for mange år siden. Dén kærlighed er blevet hjemløs, og hjemløshed og jul er hårde kontraster.

Et er ikke at kunne komme af med sin kærlighed. Noget andet ikke at få nogen. Julen rammer også de forladte, de forsmåede, de ulykkeligt forelskede, de ensomme.

De ved, hvordan julen var engang og bør være igen. For julen er tradition, ritual og gentagelse. Jeg tror på traditioner. De er gentagelsen af det, vi elsker, og binder fortid og nutid sammen. Siden min hustru og jeg fik vores førstefødte for 28 år siden, har vi trofast holdt jul sammen med resten af familien. Typisk sammen med mine to søskende og min mor, der har haft sit hus fuldt af børn og børnebørn. Med tilstrømmende oldebørn har vi været op til 25 storskrålende mennesker rundt om juletræet efter Disneysjov og julegudstjenesten i den hvidkalkede kirke i Nordjylland.

LÆS OGSÅ: Chips til julemaden eller ej? Det mener danskerne

I år fyldte min mor 90 år, pæren lyser stadig med 100 watt, men hun ser dårligt og går dårligt. Familiens matriark meddelte derfor, at hun nu for første gang ikke længere orker at stå for juleaften, efter at hun har insisteret på at klare alt selv i en menneskealder.

Vi skaber derfor nye traditioner. For første gang skal mine børn og min hustru og jeg i dag holde jul i vores eget hjem. Vi tøffede til Jylland i sidste weekend og hentede min mor, og min bror er nu anduvet fra Fyn. Jeg skal i en ny, moderne kirke til julegudstjeneste. Jeg skal også for første gang tilberede en langtidsstegt and på gasgrill, og jeg frygter min mors blik, hvis den drysser væk som et afbrændt fuglekadaver. Julen bliver aldrig det samme som før i min mors trygge arne og med anden i hendes ovn – men forhåbentligt noget andet godt, som vi sammen kan glæde os over i årene fremover. En ny tradition. Et nyt anker.

Sidste år indførte jeg og mine børn en anden ny tradition. Mobilen var forbudt område fra godmorgen til godnat. Vi måtte bruge den som telefon om nødvendigt (jeg havde bagvagten på BT). Men måtte ikke gå på nettet. Præmien var en biograftur til os. Vi nød både nærværet uden mobilen og biografturen bagefter. Begge dele gentager vi i år.

I en ny undersøgelse fortæller danskerne i øvrigt, at man ikke bør poste billeder fra julemiddagen til sine venner. Datatrafikken falder også. Mobilens magnetiske tiltrækningskraft kan åbenbart godt overvindes. Ikke af et lyssværd. Men af julen og af næstekærligheden. Af nærvær over for de nærmeste.

Måske er vi alligevel ikke alle uhelbredelige narcissister. I hvert fald kun 364 dage om året. Det er da en begyndelse.

Glædelig jul og tak for godt selskab i det forløbne år.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

EM-afbud: Danske stjerner trækker sig...
bt.dk
Par blev rykket i RKI af Yousee uden...
bt.dk
Politiet: Død person fundet i bil med...
bt.dk
Ejer om Wengers stop: 'Det er en af...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx