Af Ritzau - 10/04-17 22:21; Opdateret: 11/04-17 04:30

Karakterforskel mellem drenge og piger er steget markantKarakterforskel mellem drenge og piger er steget markant

Pigerne trækker hastigt fra drengene i dansk og bliver ligeledes bedre og bedre i matematik, viser ny analyse.

storybild

Pigerne forlader folkeskolen med i gennemsnit stadig bedre karakterer end drengene. Den voksende forskel bekymrer. (Arkivfoto) (Billede: Free/Colourbox)

Afstanden mellem drenge og pigers karaktergennemsnit ved 9.-klassernes afgangsprøver i dansk og matematik bliver sammenlagt større og større. Det får nu eksperter og politikere til at efterlyse handling.

Det skriver Politiken tirsdag.

I 2008 var pigerne i gennemsnit 0,5 karakterpoint bedre end drengene, og i 2016 var forskellen steget til 0,85 karakterpoint.

Det giver nu et samlet gennemsnit i dansk og matematik til pigerne på 7,5 mod drengenes gennemsnit på 6,65.

Det viser analysen fra Den Sociale Kapitalfond, som er etableret i samarbejde med TrygFonden. Analysen bygger på registerdata fra Danmarks Statistik.

Kristian Jakobsen er analysechef i Den Sociale Kapitalfond, som investerer i virksomheder, der skaber job for socialt udsatte ledige.

- Der er ingen grund til at tro, at danske drenge er blevet dummere i den her periode. Det er et problem, hvis grundskolen er skruet sådan sammen, at drenge er bagud på point efter 9. klasse.

- Mindst hver femte unge mand står uden ungdomsuddannelse som 25-årig. Måske bliver det grundlagt allerede her, siger Kristian Jakobsen til Politiken.

Udviklingen dækker over, at pigerne trækker hastigt fra drengene i dansk. Samtidig er gabet mellem piger og drenge i matematik efterhånden minimeret, så drengene i gennemsnit kun er en anelse bedre end pigerne.

Anni Matthiesen (V), der er undervisningsordfører for Venstre, kalder udviklingen bekymrende.

- Vi bør drøfte det i skoleforligskredsen. Drenge skal ikke have dårligere muligheder end pigerne. Vi har en opgave i at sikre lige gode muligheder uanset køn, siger hun til Politiken.

Dorte Lange, der er næstformand i Danmarks Lærerforening, mener ikke, at forskellen på pigerne og drengenes karakterer er markant forskellige.

- Uanset skal vi selvfølgelig holde øje med, om der begynder at ske sådan nogle skred i forhold til udbyttet af undervisningen de forskellige elever imellem, siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx