01/09-17 10:52; Opdateret: 01/09-17 11:53

Kristian Jensen står fast på omstridt direktørregnestykkeKristian Jensen står fast på omstridt direktørregnestykke

Der findes HK'ere, der har en høj husleje, så regeringens regnestykke er fair, mener finansminister.

storybild

København. Finansminister Kristian Jensen (V) står fast på omstridt regnestykke, der viser, at en HK'er i procent får mere ud af regeringens skattereform end en direktør.

Regnestykket er et af de mest omtalte på Christiansborg lige nu, fordi regeringen har brugt det til at vise, at en HK'er i procent får mere ud af regeringens skattereform end en direktør.

Men forudsætningerne i regeringens regnestykke er usædvanlige, påpeger økonomer og politiske modstandere.

I regeringens regnestykke har HK'eren og direktøren nemlig samme husleje på 6300 kroner om måneden. HK'eren får dog lidt tilbage i boligsikring.

- Vi tager udgangspunkt i en person med bolig i København, der har en høj boligudgift. Derfor vil man få en meget stor procentuelt fremgang i rådighedsbeløbet, siger Kristian Jensen.

- Det er ikke uærligt at lægge frem. Der er faktisk danskere, der er i den situation. Og vi har lagt boligudgiften åbent frem.

Såvel statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som Kristian Jensen har gjort meget ud af at understrege, at det er den butiksansatte, der relativt set får mest ud af reformen.

Men det er kun tilfældet, hvis man sætter deres skattelettelse i forhold til rådighedsbeløbet efter husleje. Og dertil antager, at de to betaler stort set det samme i husleje.

Ser man derimod på den disponible indkomst, altså hvad man har efter skat, men før husleje, får direktøren en gevinst på 4,9 procent.

HK'eren får en skattelettelse, der svarer til 3,4 procent af den disponible indkomst.

Den disponible indkomst er den målestok, økonomerne anbefaler at bruge, hvis man vil se, hvad en skattelettelse relativt set er værd.

Det regnestykke lagde Finansministeriet selv ud torsdag aften efter kritikken. Men det betyder ikke, at der er fejl i det første regnestykke, siger Kristian Jensen:

- Der er nogen, der har bedt os regne på andre forudsætninger. Det har vi gjort, og når man regner på andre forudsætninger, så får man et andet resultat.

Spørgsmål: Kan der findes ét eneste eksempel på en kassedame, der bor til samme husleje som en direktør?

- Jeg tror, at der kan findes personer, som bor til en høj husleje, siger ministeren.

Støttepartiet Dansk Folkeparti er ikke imponeret over regeringens regneevner:

- Selvfølgelig får HK'eren ikke mere ud af regeringens udspil end direktøren, siger gruppeformand Peter Skaarup:

- Udspillet er fuldstændigt skævt, og det vores opgave i Dansk Folkeparti at rette op på det, så vi kommer ud med et helt andet resultat af skatteforhandlingerne, end det regeringen har lagt op til.

- Hvis der altså kommer et resultat.

Oppositionen har kaldt finansministeren i samråd om beregningerne. Og det haster nu, mener Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht:

- I betragtning af, at han bliver ved med at gentage sin påstand, på trods af at beregningerne fra Finansministeriet viser det modsatte, bliver vi nødt til at insistere på, at samrådet bliver gennemført hurtigt.

- Det nytter ikke, at ministerens fejlagtige påstand får lov til at stå.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx