30/11-17 07:03

Skal man købe eller skrælle sig til mindre sprøjtegift?Skal man købe eller skrælle sig til mindre sprøjtegift?

Ved at købe dansk i stedet for udenlandsk frugt og grønt kan man halvere sit indtag af pesticider.

storybild

Man kan reducere, men ikke fjerne pesticidrester ved at vaske frugt og grønt grundigt. Stoffet sidder typisk i skrællen ifølge Bodil Hamborg fra DTU Fødevareinstituttet. Free

København. Dansk eller udenlandsk, konventionel eller økologisk.

Valgene er mange i supermarkedet eller hos grønthandleren, og hvor stor betydning har dit valg egentlig for indholdet af pesticidrester? Det afslører Fødevarestyrelsens nye pesticidrapport.

Rapporten viser, at der er lidt flere fund af pesticidrester i frugt end i grønt. For det konventionelt dyrkede frugt blev der fundet overskridelse af grænseværdierne på 2,8 procent af prøverne fra det danske marked, mens tallet for grønt lå på 2,6 procent.

Hvis man vil nedsætte familiens indtag af pesticider, kan man gå målrettet efter de rød-hvide farver eller økologimærker.

- Hvis man ønsker at reducere sit indtag af pesticidrester, kan man med fordel vælge danske afgrøder eller økologiske, hvor der kun må anvendes få pesticider, siger Annette Grossmann, som er kemiingeniør hos Miljø- og Fødevareministeriet, og fortsætter:

- Konklusionerne fra den seneste overvågningsrapport 2004-2011 er, at forbrugerne kan halvere indtaget af pesticidrester ved at vælge danske produkter - hvor det er muligt.

Den overordnede konklusion på rapporten er ifølge Miljø- og Fødevarestyrelsen, at de mængder af pesticidrester, der findes i fødevarer på det danske marked, ikke bør give forbrugeren anledning til sundhedsmæssige bekymringer.

Når grænseværdierne fastsættes, er det ud fra en vurdering af et almindeligt indtag af fødevaren. Indtager man enorme mængder, kan man altså godt risikere at indtage mere end grænseværdien.

Derudover skal der tages højde for kombinationseffekten - altså hvor meget et samlet indtag bliver, når man lægger det sammen fra forskellige fødevarer. Der findes endnu ikke en fælles model for at vurdere kombinationseffekten i EU.

Indtil der gør det, foretager DTU Fødevareinstituttet en vurdering af risikoen for kombinationseffekter ved hvert forslag om maksimalgrænseværdier for pesticidrester.

Vil man nedsætte mængden af pesticidrester i sin mad, kan man som nævnt gå efter danske og økologiske fødevarer. Men kan man nedsætte mængden ved bare at behandle sit frugt og grønt rigtigt, før det indtages?

- Ved at vaske frugt og grønt kan du reducere mængden af pesticider med omkring 20-50 procent. Det afhænger af, hvilken type pesticid, der er brugt. Stoffet forsvinder dog ikke helt, da det typisk sidder i skrællen, siger Bodil Hamborg, seniorrådgiver i afdelingen for Risikovurdering og Ernæring på DTU Fødevareinstituttet, og tilføjer:

- Men det er også i skrællen, at mange af vitaminerne sidder, så jeg anbefaler ikke, at man skræller eksempelvis æbler og pærer.

Hvis det er frugt og grønt med tyk skræl, som man piller af, så vil der kun være en lille del af pesticidresterne i den spiselige del af frugten, ifølge Bodil Hamborg.

- Op mod 90 procent af pesticidet og i nogle tilfælde mere end det vil sidde i skrællen af eksempelvis bananer, melon og citrusfrugter.

- Så afhængigt af hvilket pesticid, der er brugt, og hvilken afgrøde, der er tale om, varierer det, hvor meget der vil være i selve frugtkødet. Hvis man helst vil undgå pesticider, kan man også vælge at købe økologisk frugt og grønt, siger Bodil Hamborg.

Fakta: Fødevarestyrelsens råd til at skrue ned for indtag af pesticidrester

- Nedsæt indtaget af pesticidrester ved at spise varieret. Grænseværdierne for indholdet er nemlig baseret på et normalt forbrug af den enkelte frugt eller grøntsag, og man kan derfor indtage mere end grænseværdien, hvis man har et ekstremt højt indtag.

- Ifølge Fødevarestyrelsen kan man halvere sit indtag af pesticider, hvis man vælger dansk frugt og grønt i stedet for udenlandsk.

- Vælg økologisk frugt og grønt, da de er dyrket uden eller med meget få sprøjtemidler.

- Ved fastsættelsen af grænseværdier for citrusfrugter går man ud fra, at frugten skrælles. Så hvis du skal bruge skrællen, bør du vælge økologisk citron, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx